25. juli 2010, 12:00

Tobakstågerne slår den besøgende i ansigtet som en kindhest, når han går ind på Harboøres eneste kro, som bare hedder Pubben. I baren sidder fire mand med hver sin øl, mens bartenderen står og langer dem flittigt over disken på sin første arbejdsdag. I baglokalet spiller en håndfuld mænd en lokal udgave af pool, hvor terninger og billardballer i et sindrigt regelsæt bestemmer, hvem af dem der hver halve time skal i baren efter en ny omgang øl.

Vi er på Pubben med tømreren John Nymann Kristensen, som bare kaldes Nymann. Han er netop vendt hjem efter en lang arbejdsdag i Viborg. Nymann kan lige nå en øl inden lukketid klokken 18 og hilser med et nik på mændene i baren.

»Æ Yv« er i gang med en historie, som de fire andre kun følger sporadisk med i. Noget tyder på, at de har hørt historien mindst en gang tidligere. Makkeren afbryder ham og spørger fotografen fra Berlingske Tidende, om hun ikke skal have et billede af »Æ Yv«, som har fået sit kælenavn, fordi han mangler det ene øje. Som han siger: »Æ Yv kan kun fotograferes i bredformat på grund af sine flyveører.«

Det virker også som en vittighed, der er fortalt mindst én gang før, men alle griner med.

PÅ VÆGGEN BAG JOHN NYMANN hænger »Æ boks«, som er en avanceret sparebøsse, hvor stamkundernes navne står på rad og række. På en af lågerne står der »Nymann« over en lille sprække, hvor han hver torsdag inden klokken 17 skal huske at smide mindst 20 kroner ind - ellers vanker der en bøde på yderligere en tyver. Op til jul får mændene bag navnene hver især udbetalt årets høst, så der er til julegaver til børnene. Nymann har fire drenge, som bærer det samme kælenavn.

Midt i lokalet er der et blankt dansegulv, men ingen kan huske, hvornår det sidst er blevet benyttet. Bortset fra fredagen før, hvor den barmfagre Gitte strippede på Pubben. Det kan man forvisse sig om på en skinnende fin plakat ved udgangen.

»Der kommer en stripper forbi et par gange om året. De kommer altid udefra, for de lokale piger ved vi jo hvordan ser ud,« siger John Nymann og smiler bredt.

Det var her på Pubben, at John Nymann en aften fik ideen til at lave sin egen gruppe på Facebook med det inviterende navn: »Dejlige enlige mænd fra Harboøre«. I et års tid har gruppen været offentlig tilgængelig for »Mænd fra Harboøre, der ønsker kvindeligt selskab både til det ene og »andet« efter Pubben er lukket.« Men kun fire mand har foreløbig meldt sig ind - Jørgen, Anton, Karl Godballe og chaufføren Mogens, der kaldes Flig. Så gruppen er gået lidt i stå.

HJEMME HOS JOHN NYMANN er det tilladt at ryge i alle rum - også i soveværelset. I stuen står en høvlbænk på størrelse med et koncertflygel. Han har altid ønsket sig sådan en høvlbænk som møbel og fik det endelig, da han blev skilt fra konen i efteråret og flyttede ind i huset i Stormgade.

Nymann kunne ikke forestille sig at bo andre steder end i Harboøre. De to nærmeste byer kan man godt tage til for at score damer. Men han kunne ikke finde på at bo hverken i Thyborøn eller Lemvig. Ifølge Nymann er Thyborøn og Harboøre som Nord- og Sydkorea, mens folk fra Lemvig er snobbede. »De tror, de er født længere fra røvhullet end os andre,« som han udlægger det.

Han har arbejdet tre år i Norge som nyudlært tømrer. Men han vendte hjem for at blive, »for jeg skal sgu stadig kunne høre æ hav,« som han siger.

»Der er måske ti stykker tilbage i Harboøre af de 40-50, jeg gik i skole med. Dem, der fik en uddannelse som håndværkere, er her endnu. Men kommer du først væk fra byen og får en uddannelse, så kommer du ikke sådan tilbage igen. De får ny omgangskreds og job, og så er der ikke så meget at komme efter i Harboøre,« siger John Nymann over en øl i haven.

Nymann er en flot fyr på 47 med job og hus og orden i økonomien. Og han har da heller ikke svært ved at finde damer, siger han. Men kvinder i 40erne har det med at blive »skroll«, som han siger. Det betyder tovlige, som igen betyder skøre.

HARBOØRE LIGGER I Lemvig Kommune, som er et af de områder i Danmark, hvor der bor flest enlige mænd i forhold til enlige kvinder. Der er 1.369 husstande med enlige mænd i kommunen, mens der kun er 961 med enlige kvinder. De unge - specielt pigerne - flytter til de store universitetsbyer for at få en uddannelse. Tilbage bliver de unge mænd, som tager arbejde på fabrikkerne - Cheminova er den altdominerende arbejdsplads i området ved Nissum Bredning med tæt på 1.000 medarbejdere - i byggefagene eller kører lastbil.

»Det er okay, at kvinderne får en uddannelse og kommer til at tjene mange penge. Men det er et problem, at mændene ikke får det, fordi vi ved, at kvinderne ikke vil have en mand, som intellektuelt ikke kan følge med,« siger chefpsykolog Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet, der er formand for Selskab for Mænds Sundhed.

Han er bekymret for de enlige mænds sundhed, fordi de kerer sig rigtig dårligt om deres eget helbred. De har lav levealder, mange sygdomsforløb og masser af rygning og druk. Og problemet vokser under kriser, fordi »tabermændene« har forsømt at udvikle de sociale kompetencer, som kvinder efterspørger.

Livsstilsekspert Henrik Byager peger på kvinders kræsenhed: »Nord for København finder man de superressourcestærke kvinder, som er ekstremt kræsne. De har travlt og sidder ikke og triller tommelfingre og venter på, at manden skal komme hjem,« siger han.

Han genkender konklusionen fra en Gallup-undersøgelse, Berlingske Tidende netop har fået udarbejdet. Den viser, at moderne kvinder vil have mænd med humor og intelligens.

»Manden i udkantsdanmark er for kedelig og for uinteressant. De kan ikke snakke med kvinder, og det er jo det, Berlingske Tidendes undersøgelse viser, at de skal kunne. De er ikke vokset op i en familie, hvor det var sådan. De er ikke vant til, at far og mor er et team. Og hvad fanden skal kvinderne sige til dem, når de ikke kan snakke om fisk eller arbejde eller monstertrucks. Her er han helt på udebane.«

I NABOBYEN THYBORØN 11 kilometer nord for Harboøre summer gaderne ikke ligefrem af liv, selv om aftensolen skinner fra en skyfri himmel på årets længste dag. En ældre herre har trukket sin cykel op på diget ud mod Vesterhavet, hvorfra han også har en fin udsigt til en fodboldkamp på Idrætspladsen mellem Thyborøn og Lemvig.

En lille smart bil med fire lyshårede gymnasiepiger kører også op på diget og parkerer, men de bliver siddende i bilen, mens de sporadisk følger med i kampen. Pernille, Theressa, Mia og Stef er på turné mellem forskellige fester i byen, men gør et kort ophold for at følge nogle af drengene fra gymnasiet, der er med i fodboldkampen.

»Vi har et år tilbage i gymnasiet, og så rejser vi væk,« siger den ene, mens hendes tre veninder nikker ivrigt.

Ingen af dem har ambitioner om at blive boende i Thyborøn eller andre byer i området som Lemvig og Harboøre. De vil til Århus eller Aalborg for at studere efter gymnasiet. Og det kan kun gå for langsomt.

TILBAGE I HARBOØRE har klokken passeret 20. Solen står fortsat klart på himlen over Vesterhavet, men Pubben er lukket, og gaderne ligger øde hen. Berlingske Tidende er kørt tilbage for at fotografere et levende menneske, gerne en kvinde, men må opgive.

Og vi tænker på, hvad John Nymann sagde tre timer tidligere i sin baghave, mens han drak en øl og tændte en rød Skjold 100: »Vi snakker nogle gange for sjov om, at vi kunne køre til Polen og hente en busfuld kvinder. Bare man får nogle bolle­venner, så er det sgu fint nok. Vi kan lige så godt sige det, som det er.«

Men der er lang vej fra Polen til Harboøre - dog 11 kilometer kortere end til Thyborøn.