EL angriber SF´s nye flygtningeloft

SF beskyldes af Enhedslisten for at være "fremmedfjendsk", efter at SF har foreslået et loft på 3000 flygtninge om året.

Enhedslisten beskylder venstrefløjskonkurrenten SF for at være fremmedfjendsk, efter at SF har foreslået et loft på 3000 flygtninge om året.

Det er 2000 flere end i øjeblikket, men møder ikke desto mindre en meget hård kritik fra Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten.

- Det er kynisk og fremmedfjendsk. Spørgsmålet om asyl til flygtninge må aldrig blive et spørgsmål om et maksimalt antal. Det handler om mennesker, der har behov for beskyttelse, siger Arbo-Bæhr.

Heller ikke Socialdemokraterne og De Radikale er glade for kursskiftet i SF.

Integrationsordfører Steen Gade fra SF mener, at loftet vil give strandede irakiske flygtninge mulighed for ophold, "uden nogen kan frygte, at tilstrømningen kommer ud af kontrol".

/ritzau/