Et forbud mod at tvinge andre til at bære religiøse beklædningsgenstande som burka eller kalot er mere naturligt, men også mere besværligt end et generelt forbud mod at bære burka. Det mener juridisk ekspert om Socialdemokraternes nye forslag om burkatvang.
7. september 2009, 07:51 – opdateret 7. september 2009, 09:43
Et forbud mod at tvinge andre mennesker til at bære burka strider ikke mod Grundloven på samme måde som et generelt forbud mod at bære burka på gader og stræder. Sådan lyder det fra Sten Bønsing, der er en af de juridiske eksperter, der har kritiseret et generelt burkaforbud for at være i strid med de grundlovssikrede borgerlige og politiske rettigheder.
Socialdemokraterne og Konservative har trukket deres oprindelige støtte til et generelt burkaforbud, der nu kun støttes af Dansk Folkeparti. I stedet foreslår Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen i dag, at straffeloven ændres, så det bliver ulovligt at tvinge andre til at bære religiøs påklædning.
- Det ville i en vis forstand være en mere naturlig måde at regulere på, siger Sten Bønsing om forslaget.
- Det, man ønsker at ramme med et forbud, er jo, at folk tvinges til religiøs påklædning, uddyber Bønsing, der er lektor i offentlig forvaltningsret på Juridisk Institut på Aalborg Universitet.
Mere besværligt
Ifølge dagbladet Information tager de Konservative godt imod Socialdemokraternes nye udspil, mens Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen kalder det "ren signallovgivning uden effekt", fordi det er vanskeligt at bevise, at der har været brugt tvang.
Sten Bønsing understreger også, at et forbud mod burkatvang er mere "besværligt" end et generelt forbud mod burkaer.
- Bevismæssigt bliver det mere besværligt. Hvis man forbyder burkaen i sig selv, skal man jo bare ud og konstatere, at folk har en burka på. Men hvis man skal bevise, at nogen har tvunget andre til at bære burka, skal man jo ud at bevise, at nogen er blevet tvunget. Det viser sig dog ind imellem, at man kan bevise den slags sager, f.eks. i de tilfælde, hvor folk bliver tvunget til ægteskaber og vælger at bryde ud af familien, siger Sten Bønsing.
Socialdemokraterne ønsker, at forbudet mod at tvinge andre til at bære burka skal skrives ind i straffelovens paragraf 260 om ulovlig tvang.



































