Unge bør være fyldt 18 år, før de kan købe alkohol. Det vil sænke deres forbrug, mener ekspert.
28. september 2009, 14:12 – opdateret 28. september 2009, 20:01
Sundhedstyrelsens kampagne mod alkohol er ikke nok for at få de unge til at sænke alkoholforbruget. Politikerne er nødt til at ændre grænsen for, hvornår unge må købe alkohol, mener forsker i alkohol.
- Kampagnen i sig selv får ikke de unge til at drikke mindre. Den får de unge til at tale mere om konsekvenserne af alkohol, siger Morten Grønbæk, professor på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.
Han mener, at det er vigtigt, at der bliver informeret om, hvad der er sundt og usundt, men det skal ikke stå alene.
- Vi ved ikke om alkoholkampagner og politikker virker, men aldersgrænser på alkohol ved vi virker, siger han og opfordrer politikerne til at hæve aldersgrænsen for, hvornår man må købe alkohol til fra 16 til 18 år.
- Danske unge drikker meget mere end i andre lande. For eksempel drikker en dansk 16-årig sig fuld fire gang så ofte som en fransk 16-årig. Og i Frankrig har de en aldersgrænse på 18 år, forklarer Morten Grønbæk.
Alkoholpolitikker på skolerne
Hos Venstre vil man ikke være med til at hæve aldersgrænsen.
- Der er mange eksempler på, at unge mennesker skal tage ansvar, når de er 16 år, så det skal de også over for deres alkoholforbrug, siger Venstre sundhedsordfører Birgitte Josefsen.
Hun henviser til, at unge blandt andet må køre knallert, når de er 16 år.
Venstre vil derimod have alle uddannelsesinstitutionerne til at udarbejde en alkoholpolitik.
- Det handler om at få skabt en forståelse hos unge og voksne om, at alkohol er noget man skal omgås varsomt. Ved en alkoholpolitik på alle uddannelsesinstitutioner kommer både lærer, forældre og elever til at forholde sig til emnet, siger Birgitte Josefsen.
Web-tv: Skræmmekampagne virker ikke
































