Antallet af teenagemødre vokser voldsomt i andre lande, påpeger ekspert.
16. februar 2009, 22:42 – opdateret 17. februar 2009, 06:25
Mens antallet af teenagemødre i Danmark er blandt de laveste i Europa oplever flere andre lande et stigende antal helt unge mødre. Det gælder lande som England, USA, Canada, New Zealand og Australien.
»I nogle af de lande ser vi op til ti gange så mange teenageforældre som i Danmark,« siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd:
»Det skyldes landenes meget store sociale og økonomiske forskelle, og hvor der er store grupper af unge, der kommer fra dårlige vilkår og har dårlige sociale uddannelsesmuligheder.«
I Danmark er der også unge, der kommer fra trange kår, påpeger Mogens Nygaard Christoffersen, men deres muligheder for f.eks. uddannelse er alligevel langt bedre. Udsigten til uddannelse er én af de afgørende faktorer for, om unge kvinder vælger at få børn i en meget tidlig alder. Det gælder bl.a. den store andel af teenagemødre, der er af anden etnisk oprindelse end dansk:
»De bliver ofte tidligt gift og føler måske, at deres uddannelsesmuligheder er blokeret, så de ikke kan komme videre i livet,« siger han:
»Derfor vil det være en god måde at sætte ind på over for denne gruppe at øge deres muligheder for at få en uddannelse.«
I 2008 blev 6,2 børn pr. 1.000 kvinder født af en mor mellem 15 og 19 år.
Børn, der fødes af teenagemødre, og de unge mødre selv har langt dårligere vilkår i livet end andre, viser forskning.
En tredjedel af de børn, der anbringes uden for hjemmet, har en mor, der fik sit første barn, inden hun fyldte 20 år. Og piger, der selv er anbragt uden for hjemmet, har ti gange større risiko for at blive teenagemødre end deres jævnaldrende.
Udsigten til uddannelse og job er også langt ringere – kun mellem en tredjedel og en fjerdedel af de kvinder, der får børn før de fylder 20, har som 30-34 årige opnået en erhvervsuddannelse. Og endelig betyder problemer med at håndtere forældreskabet, at ca. en tredjedel af børn født af teenageforældre på ét eller andet tidspunkt bliver en sag hos kommunen.



































