De kommende tre måneder ser ifølge europæiske vejrprognoser ud til at blive en god halv grad varmere end normalt i Danmark.
26. august 2010, 11:33
Det har heldigvis lange udsigter, før du atter bør trække i hue, handsker og dynejakke.
Ifølge en officiel langtidsprognose, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) benytter sig af, ser det kommende efterår nemlig ud til at blive ca. 0,6 grader varmere end gennemsnittet af perioden 1961-90.
Det svarer til en middeltemperatur på 9,4 grader.
Holder prognosen stik, bliver de kommende tre måneder lidt varmere end efteråret 2007, næsten præcis lige så varm som efteråret 2008 og en anelse koldere end middeltemperaturen sidste efterår.
Vi skal dog næppe gøre os håb om, at termometeret svinger sig op i de samme næsten smeltende højder, som vi opnåede i efteråret 2006, da gennemsnitstemperaturen sluttede på rekordhøje 12,2 grader.
Prognosen siger i øvrigt intet om hverken nedbør, solskinstimer eller vind, så der er ikke indlagt nogen statsgaranti mod, at de enorme nedbørsmængder i august fortsætter.
Beregningen er foretaget på det europæiske meteorologiske regnecenter ECMWF ved London og er baseret på 40 individuelle modelberegninger.

































