Eddike er det nye sort

Eddike er et overset universalmiddel. Her er 14 ting, du ikke vidste, du kunne bruge eddike til.

Er eddike ikke allerede en fast bestanddel af husholdningen, så er det med at komme ud og købe ind. Eddike kan gøre dit tøj rent, fjerne lugt og holde dit hår fri for skæl.

Vi har samlet 14 ting, du kan bruge det stærktlugtende vidundermiddel til.

Kan du ikke få nok, har Reader’s Digest en imponerende liste med 175 formål.

Tastatur, mus og kontoret

Et tastatur er som en magnet på støv, skidt og bakterier. Med en blanding af lige dele eddike og vand kan du én gang for alle komme skidtet til livs.

Vrid en klud op så hårdt du kan i eddike-blandingen og start aftørringen. Brug vatpinde til de små sprækker og kroge.

Blandingen kan desuden også bruges på andet kontorudstyr som for eksempel computer, mus, printer og fax.

Sørg for, at det tekniske udstyr er slukket, inden du går i gang.

Lugten af røg og sure tæer

Hænger lugten af røg tykt i luften efter aftenens selskab? Så er det frem med en skål trekvartfyldt med hvid eller cidereddike. Stil den i det rum, hvor lugten er stærkest. På under en dag skulle lugten efter sigende være væk.

Ildelugtende skoskabe, madkasser og bagagerum kan også klares med en gang eddike. Her skal du væde et stykke hvidt brød i hvid eddike og lade det ligge natten over.

Tilstoppede og ildelugtende afløb

Kombinationen af eddike og bagepulver er en af de mest effektive metoder til at få hul igennem det tilstoppede afløb og samtidig fjerne den dårlige lugt.

Tag en tragt og hæld en halv kop natron ned i afløbet efterfulgt af en kop eddike. Når skummen aftager, skal du skylle efter med varmt vand. Vent fem minutter og skyl så med koldt vand.

Skal der sættes fart på afløbet så hæld en halv kop salt i efterfulgt af to kopper kogende eddike. Skyl først med varmt og derefter koldt vand.