Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dumpekarakter til den danske velfærd

Velfærden er blevet markant forringet, siden kommunalreformen trådte i kraft, siger vælgerne i en ny Gallup.

Danskerne er i stigende grad utilfredse med den offentlige service, viser en ny Gallup-undersøgelse ifølge Berlingske Tidende.

Utilfredsheden gælder både folkeskolen, børnepasning, sygehuse og ældreplejen, hvor et flertal mener, at kvaliteten er gået markant ned, siden kommunalreformen trådte i kraft 2007. Kun én procent af de adspurgte mener, at børnene og de ældre har fået det bedre, mens der omvendt er henholdsvis 31 og 41 procent, der mener, at forholdene er blevet værre. Hele 40 procent svarer, at sygehusene er blevet dårligere.

Undersøgelsen vækker vrede hos Mette Frederiksen (S), næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Det er blevet dårligere. Ventetiderne til sygehusene er vokset, der er mindre tid i hjemmeplejen og færre timer til eleverne. Og det er Lars Løkke Rasmussens værk. Han har undermineret det danske samfunds største værdi: den frie og lige adgang. Det er nu, det skal stoppes og det haster, siger Mette Frederiksen.

Hos De Konservative siger politisk ordfører Henriette Kjær, at hun undrer sig over undersøgelsens resultat og hentyder til tidligere undersøgelser, der er mindre kritiske.

- Og så synes jeg, at Mette Frederiksen skriger alt for højt op. Denne regering har jo netop bevilget flere penge til offentlig service, siger Henriette Kjær.

/ritzau/