En femårig dreng er nu meldt uden for livsfare, efter at han blev fastklemt under et traktordæk på farens gård. Nabos genoplivning var udslagsgivende.
4. september 2010, 16:20 – opdateret 4. september 2010, 16:23
En femårig dreng fra Vesløs ved Thisted overlever, efter at han lørdag morgen blev fastklemt under en traktor og kørt på sygehuset i Aalborg.
- Meldingen fra sygehuset er nu, at han er uden for livsfare, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Drengen lå i første omgang livløs, da den parkerede traktor begyndte at trille og ramte ham med det ene hjul, men en tililende nabo fik genoplivet ham med hjertemassage og kunstigt åndedræt.
- Det hurtige indgreb fra naboen har formentlig reddet drengen, siger vagtchefen.
Ifølge politiets foreløbige undersøgelser har drengen formentlig selv fået traktoren til at rulle, da han legede på den og kom til at sætte den i frigear.
/ritzau/

































