Dommere i vildrede om islamisk skæg

Folketinget forbød forleden muslimske tørklæder på dommere. Men er islamisk skæg og jødiske slangekrøller også omfattet? Dommerne ved det ikke.

Forbuddet mod religiøse symboler på dommere, som Folketinget forleden vedtog, kom efter en lang debat om muslimske tørklæder. Men hvad med eksempelvis det karakteristiske lange skæg, som mange stærkt troende muslimer bærer. Og hvad med de karakteristiske slangekrøller, som nogle ortodokse jødiske mænd har. Er de omfattet?

Formand for Dommerforeningen Jørgen Lougart, der op til vedtagelsen af loven i hårde vendinger advarede mod et forbud, har ikke noget svar på rede hånd efter at have læst lovteksten.

- Det er jo et af de mange utroligt spændende spørgsmål, som den her lov rejser, siger han.

Heller ikke præsident i Østre Landsret Bent Carlsen har svar klar.

- Vi må vurdere det, hvis vi støder på det. Altså om det også gælder hårvækst og skægvækst. Men religiøse symboler kan jo forekomme i myriader af forskellige udformninger, siger han.

DF's leder, Pia Kjærsgaard, foreslog sidste år, da debatten rasede, at det islamiske skæg også skulle omfattes af et forbud. Men efter den nuværende ordfører, Marlene Harpsøes, opfattelse er religiøst betinget hårvækst ikke omfattet af forbuddet.

- Vi har forsøgt at få det skrevet ind i loven, men justitsminister Brian Mikkelsen var ikke til at hugge eller stikke i, siger hun og tilføjer, at det vil være op til den enkelte domstol at vurdere i konkrete tilfælde.

Debatten om tørklæder på dommere begyndte sidste år i april, da Ritzau kunne fortælle, at Domstolsstyrelsen i et internt notat havde tilladt eksempelvis tørklæder. Men Domstolsstyrelsen afviser nu at tolke den nye lov.

"Vi går nu i gang med at implementere den nye lov, og vi har derfor ikke yderligere bemærkninger i den forbindelse," lyder det korte skriftlige svar fra styrelsen.

/ritzau/