En 43-årig direktør fra Odense brød flere gange sammen i retten, da han i dag blev idømt fire måneders fængsel for hæleri af dyre designvarer.
6. september 2010, 20:00
Syv designermøbler og 11 PH-lamper af modellen »Koglen« til en værdi af over en halv million kroner. Det var sagens kerne, da Retten i Helsingør i dag afgjorde, om en succesfuld direktør fra Odense skulle dømmes for groft hæleri af de 18 stjålne designervarer.
Anklager i sagen, Morten Bech Lorentzen, krævede direktøren fængslet i et år, mens forsvarer Casper Andreasen anmodede om frifindelse, da han forsvarede sin klient med, at han var uvidende om, at varerne var stjålet.
Sagen endte med, at direktøren blev kendt skyldig for hæleri – og for at have handlet i »bevidst uvidenhed«, da han købte de dyre hælervarer. Straffen blev fire måneders fængsel.
Nægter sig skyldig
Den 43-årige direktør blev i maj anholdt af politiet i Nordsjælland. De mente, at han bevidst havde købt stjålne varer – blandt andet PH-koglerne og flere Arne Jacobsen-stole. De stammede fra indbrud i Nordsjælland og på Fyn, men blev fundet på direktørens adresse i Odense.
I retten erkendte direktøren, at han havde købt varerne af mellemmanden Jacob fra Karlslunde, som allerede er dømt et års fængsel i sagen. Men han nægtede at have vidst, at der var tale om stjålne designervarer:
- Jeg har ingen grund til at tro, at der er noget galt. Jeg vurderer, at handlerne er i orden, og der er slet ikke noget lusket ved det. Jeg mødes første gang med Jacob i fuld offentlighed på en rasteplads ved motorvejen, hvor jeg får min lampe med en håndskrevet kvittering, sagde direktøren i retten i går, mens han flere gange brød sammen i gråd og kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Det må have lugtet grimt
Politiets anklager i sagen var af en anden opfattelse. Han hæftede sig ved, at prisen for designervarerne var yderst fordelagtig, og at direktøren derfor burde have haft en klar fornemmelse af, at varerne var stjålne:
- Med almindelig sund fornuft må han være klar over, hvad det er, han køber. Det er sandsynligt, at der var tale om hælervarer – og det må have lugtet grimt, sagde politianklager Morten Bech Lorentzen.
Den dømte direktør har undervejs i sagen siddet fængslet i over tre måneder, og han blev derfor løsladt i dag. Han overvejer nu at anke dommen.

































