Klimadebatten har taget overhånd, og klimaskeptikeren Bjørn Lomborg skal derfor have fordoblet sin statsstøtte, mener DF, V og K er lodret imod.
9. september 2009, 21:21 – opdateret 9. september 2009, 22:21
Klimaskeptikeren Bjørn Lomborg skal have dobbelt så mange penge på finansloven. Dansk Folkeparti kræver at Lomborg får 7,5 mio. kr. ekstra over de næste tre år, så han kan være modvægt til det klimahysteri, som regeringen og hele verden har kastet sig ud i, lyder det fra partiet. Finansordfører Kristian Thulesen Dahl mener, at regeringen har givet den omstridte statistiker en ringe behandling, og derfor vil partiet nu kæmpe hans sag ved de kommende finanslovsforhandlinger.
»Der er en stigende tendens til, at det hele foregår i en halleluja-stemning, hvor man betragter det, at der er menneskeskabt global opvarmning, som et faktum, der ikke kan diskuteres. Det er ikke hele sandheden, og det er nødvendigt, at der er nogen, der kigger på, om vi nu bruger vores ressourcer rigtigt,« siger Thulesen Dahl.
Han vil derfor forlange at få fordoblet bevillingerne til Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-projekt på finanslovene frem til og med 2012. I alt skal han have 15 mio. kr., hvis det står til DF, der i øvrigt ikke forstår modstanden mod Lomborg: »Det var regeringen selv, der syntes, at han var en god mand at støtte. Men nu skal vi være vært ved klimatopmødet, og så er han pludselig en klods om benet. Men vi mener altså stadig, han gør et godt stykke arbejde.«
Nej fra V og K
De Konservatives klima- og miljøordfører, Per Ørum Jørgensen, kalder Lomborg for en debattør og ikke forsker.
»Så man kunne lige så godt sætte de politiske kommentatorer Mogensen og Kristiansen på finansloven. Det er ikke en offentlig opgave at finansiere Bjørn Lomborg,« siger Per Ørum og fastslår, at Lomborgs tid er forbi.
»Hele diskussionen om, hvorvidt der er et problem med klimaet, er en gammeldags diskussion. Og det dumt at bruge penge på noget, som tiden er løbet fra,« siger han.
Heller ikke miljøordfører Eyvind Vesselbo (V) vil lukke op for pengekassen.
»Det er selvfølgelig noget, vi skal have drøftet i Venstres gruppe, men min holdning er, at det kan jeg overhovedet ikke se nødvendigheden af,« siger Vesselbo og tilføjer: »Jeg så hellere, at man bruger de to en halv mio. kr. ekstra på de københavnske teatre, som jo får skåret i deres tilskud på regeringens finanslov.«
Endnu mere skeptisk er Margrethe Vestager (R). I stedet for at doble støtten til Copenhagen Consensus, vil den radikale leder lukke kassen i.
»At blive ved med at lade som om, at klimaudfordringen bare er et eller andet spøgelse, som nogle hippier har stillet op, det er simpelthen forfejlet,« siger Vestager.
DF mener, at regeringen slog hånden af Lomborg af rent taktiske grunde.
»Det er helt tydeligt, at regeringen har fået andre interesser, end de havde i starten, og derfor er han blevet ilde set. Og det er trist. Jeg mener, det var helt utidigt og forkert, da Fogh sprang ud som klimaforkæmper. Også indholdsmæssigt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Fogh gjorde det ud over, at han har fornemmet, at der var en dagsorden, der var populær. Så slog han til, og det har jeg aldrig brudt mig om,« siger Kristian Thulesen Dahl.

































