29. august 2010, 12:01

Det er ikke meget, man har set til ham herhjemme på det seneste. Til daglig optræder han på alverdens bonede gulve langt fra Slotsholmen, men netop i disse dage er han hjemme for at aflægge sin første officielle visit hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvis kontor er møbleret nøjagtig som da Anders Fogh Rasmussen forlod det i april i fjor.

Noget arbejdssted har han ikke i Danmark, så interviewet om Nato-alliancens fremtid er henlagt til Berlingske Tidende i Pilestræde, hvor Fogh Rasmussen hurtigt afslører, at han ikke har glemt evnen til at udtrykke sig ret præcist på jysk.

SE OGSÅ: Billedserie fra en arbejds-rejse med Anders Fogh

Emnet er det, der i dette halvår optager generalsekretæren mest. At tømre et nyt, såkaldt strategisk koncept sammen for en alliance, hvis grundlag blev skabt i en helt anden sikkerhedspolitisk tid. Lidt af en hasteopgave, for i november er det Anders Fogh Rasmussens pligt at udarbejde et koncept for ikke bare Natos indre samarbejde, men også forholdet til Rusland, Afghanistan, EU og meget andet.

Og hvad vil det så blive husket for? I kort form følgende:

»At Nato for alvor tager skridtet til at kunne håndtere den ny tids trusler,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Han uddyber, at det handler om meget andet end territorialforsvar og terrorbekæmpelse.

»Det vil selvsagt være terrorisme, men også cyberangreb gennem internettet, som Estland oplevede for tre år siden. En anden ny trussel er missilangreb, som også fremstår mere og mere som en realistisk trussel, hvor vigtige mål i Europa kan blive ramt bl.a. fra Iran.«

»International sikkerhed har skiftet karakter, siden Nato blev stiftet for over 60 år siden. Man kan ikke i dag skabe sikkerhed ved en D-dags lignende operation og så konstatere sejr efter et antal dage, uger, måneder eller år. Sådan er det ikke i vore dage. Det er meget mere kompliceret. Derfor vil man også i fremtiden kunne se andre former for militært engagement end blot at sende et antal tropper og militært materiel til et bestemt område. Lad mig nævne et eksempel. Man kan forestille sig, at en del af vores måde at skabe sikkerhed for os selv på, i fremtiden bliver at udvikle et koncept med at uddanne lokale tropper i et land til selv at bekæmpe terrorisme i det pågældende land. Altså i stedet for, at vi sender kamptropper ind, så hjælper vi dem til at hjælpe sig selv.«

Et sted, hvor Nato har sendt et utal af kamptropper ind, er som bekendt Afghanistan, den altafgørende lakmusprøve for alliancens succes eller fiasko. Både som statsminister og generalsekretær har Anders Fogh Rasmussen talrige gange advaret mod præcis den diskussion om exit-datoer, som har fyldt europæiske og amerikanske aviser i et par år.

Men i Afghanistan-spørgsmålet lyder han som mere end blot professionel optimist.

»Lad mig lige slå fast. Det langsigtede mål er jo, at vi skal hjem, og at afghanerne selv bliver i stand til at varetage opgaven. Det skal ingen jo tage fejl af. Det, jeg har advaret imod, er, at man lader en kalender styre den proces,« siger Anders Fogh Rasmussen og lovpriser resultatet af den sikkerhedskonference i Kabul i juli, hvor han selv og stort set alle andre udenrigsministre end Lene Espersen (K) mødte frem.

»I Kabul kom der faktisk en afklaring af en overordnet tidstabel. Det internationale samfund har sagt, at vi støtter præsident Karzais mål om, at de afghanske sikkerhedsstyrker skal være i stand til at kunne tage ansvaret overalt i Afghanistan ved udgangen af 2014. Det er en tiltrængt afklaring, for det er fuldstændig rigtigt, at der indtil nu har været en lidt indviklet og uoverskuelig datodiskussion.«

»Det at man overfører ansvaret til afghanerne i bestemte områder, betyder ikke, at det land, der så tilfældigvis opererer i det område, så bare kan trække sig hjem. For der vil stadig være brug for Nato-soldater til den dag, hvor vi er helt sikre på, at afghanerne selv er i stand til at klare ansvaret.«

Men er det realistisk at være ude med kamptropper i 2014?

»Jamen, vi er på rette spor. Jeg ved godt, at strømmen af dårlige nyheder i øjeblikket måske skygger lidt. Men faktisk er strømmen af dårlige nyheder et resultat af en bevidst strategi. Det er måske lidt stærkt at sige det sådan, men det skal forstås på følgende måde: Vi har nu besluttet at sende flere soldater ind. Vi er nu oppe på 120.000 ISAF-tropper i Afghanistan. Det siger sig selv, at når man sender flere tropper ind, så får man flere kampe og desværre også flere tab. Desuden er det en del af strategien, at vi nu angriber Talebans højborge, f.eks. i Kandahar og i Helmand. Det siger jo sig selv, at Taleban slår hårdt igen. De ved, at taber de deres højborge, så har de tabt alt. Derfor er der megen sandhed i lige præcis nu at sige, at det skal være skidt før det bliver godt.«

Men i 2009 blev der blev sat rekord i antallet af udenlandske troppers og i antallet af civile afghanske dødsfald. Der var flere vejsidebomber end i årene før. Det tyder jo ikke just på, at der er lys for enden af tunnelen. Hverken for medlemslandene eller for afghanerne. Hvor ser du lyset?

»Det har den forklaring, jeg lige gav. Lyset for enden af tunnelen er netop perspektivet om, at vi kan begynde at overføre ansvar til afghanerne. Jeg vil tro, at vi på topmødet i november vil være i stand til at annoncere, at den gradvise overførsel af ansvar vil begynde i 2011. Jeg mener klart, at forudsætningerne er til stede for det.«

Et hypotetisk spørgsmål: Hvad gør Nato, hvis der kommer et tilbageslag i en provins, der er overdraget? Skal Nato så tilbage igen eller må afghanerne så klare sig selv?

»Det er et centralt spørgsmål, som sætter en streg under, at det her skal være dikteret af betingelserne på jorden og ikke bare af en kalender. Det er ret vigtigt, at når først vi har overført ansvaret til afghanerne, så er de i stand til at beholde ansvaret. Der er ingen tvivl om, at Taleban vil gøre, hvad de kan for at - skal vi sige ødelægge den her proces. Når de ser, at vi har overdraget ansvaret til afghanerne i en bestemt provins, vil de prøve at høste en propagandasejr ved at skabe så meget uro, utryghed og usikkerhed, at vi er nødt til at tage ansvaret tilbage til de internationale tropper. Det er også derfor, at vi ikke kan gå stærkere og hurtigere frem end at vi er helt sikre på, at afghanerne selv er i stand til at tage ansvaret.«

Er lektien fra Afghanistan, at man ikke kan besejre terroren militært, fordi man skubber den et andet sted hen?

»Man må i vore dage indse, at man ikke kan skabe sikkerhed alene med militære løsninger. Afghanistan er et oplagt eksempel. Hvis vi skal skabe langsigtet sikkerhed og stabilitet i Afghanistan, kræver det, at vi efterlader et land, den dag vi trækker os hjem, hvor der er en stabil regering, stabile institutioner og en positiv økonomisk og social udvikling. Det understreger kun, at vi ved siden af militær sikkerhed skal udvikle samfundet og sådan set gøre det ugæstfrit for terrorister i det hele taget. Den brede tilgang, hvor militær indsats går hånd i hånd med civil udvikling, er den lære, der er høstet i Afghanistan, og som vil blive brugt i andre konflikter fremover.«

»Det er der flere gode grunde til. For det første rent militært, at det samlede system vil blive mere effektivt og give bedre dækning. Det andet er politisk. Ved at samarbejde om missilforsvaret bliver det jo tydeligt for enhver og for russerne, at missilforsvaret ikke er vendt mod Rusland, men mod angreb, som også kan ramme Rusland.«

Nok kan Nato som udgangspunkt »ikke acceptere, at Rusland holder dele af Georgien besat,« men alligevel vil Fogh gå rigtig langt for at lade det strategiske koncept åbne for »et egentligt strategisk samarbejde mellem Nato og Rusland«.

Det lyder jo alt sammen godt her i København. Men i hvilken udstrækning har du de gamle Warszawa-Pagt-lande med dig?

»Jeg har jo ikke lagt skjul på, hvad min holdning er. Den er hidtil blevet bakket op af alle. De skridt har vi taget i enstemmighed. Når det er sagt, må vi alle have forståelse for, at der er en bitter historie i Østeuropa og i de baltiske lande. De har af meget forståelige grunde et måske lidt anderledes syn på relationen til Rusland end de gamle Nato-lande. Personligt kan jeg sagtens forstå det. Men mit budskab til vore østlige allierede og de tre baltiske lande er, at det jo også er i deres interesse at vi får udviklet et partnerskab med Rusland.«

Er det det ultimative perspektiv? Endegyldigt at slutte den Kolde Krig med, at Rusland, Georgien og Ukraine bliver medlemmer i Nato engang i fremtiden?

»Det vil i det nye strategiske koncept stå klart, at vores dør står åben for alle - jeg understreger alle - europæiske lande, som kan bidrage til at forbedre sikkerheden i det euro-atlantiske område. Det er for mig det langsigtede perspektiv.«

End ikke et angreb på forsvarsforbeholdet kan han lokkes til i en tid, hvor EU og Nato skal arbejde tættere og tættere sammen.

»Der er mange måder at forsøge at lede mig ind i en dansk debat på. Og det agter jeg ikke at gøre. Men man kan selvfølgelig sige, at Danmark er en værdsat Nato-partner, som yder bidrag til bl.a. operationen i Afghanistan ud over sin størrelse. Derfor har Danmark også, når det gælder Nato-EU samarbejdet, en interesse i at være stærkest muligt med ved bordet.«