Det duer ikke, at integrationsministeren bare har slettet to-ugers grænsen for, hvad der skal til for at få lov til at tage en udenlandsk ægtefælle med til Danmark, mener en stribe eksperter. Få hele deres vurdering her.
3. september 2008, 07:09
Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet:
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech siger nu, at der ikke er nogen nedre grænse for varigheden af et udlandsophold, og at tingene baserer sig på konkrete vurderinger i Udlændingeservice. Hvad siger du til det?
- Ministeren kasserer de kriterier, som Udlændingeservice hidtil har baseret deres vejledning af borgerne på. Konkrete skøn støttes altid på noget - på overordnede retningslinier. Ellers kan der ikke fastlægges en kurs. Nu har ministeren fjernet det hidtidige grundlag, som altså var en norm om, at mindst to ugers beskæftigelse af 10-12 timer om ugen er tilstrækkeligt. Nu venter vi spændt på, hvad ministeren i stedet vil opstille af kriterier, der skal tillægges vægt. Afgørelser skal træffes på et konkret grundlag. Men afgørelser hviler altid på normer. Ministeren kan ikke bare fjerne de normer.
Ifølge professoren begiver ministeren sig ud på et vanskeligt arbejde:
- Hun er nødt til at fortælle hendes medarbejdere og offentligheden, hvad afgørelser i familiesammenføringssager baseres på. Det står i forvaltningslovens paragraf 24 om begrundelse af forvaltningsafgørelser, at man skal henvise ved skønsmæssige afgørelser til de hovedhensyn, der er lagt vægt på. Ministeren må gøre rede for de hovedhensyn, hun nu mener der gælder på området, ellers lever hun ikke op til loven. Hun kan ikke sige, at der ikke er hovedregler. For det skal der være. Ellers kan hendes styrelse ikke fungere. Hun har ikke voldsom lang tid til arbejdet. Hendes styrelse venter på hende, der sidder glubske politiske hunde i Folketinget, der én gang er blevet spist af med et mangelfuldt svar. Nu vil de da sikkert gerne vide, hvad de nye kriterier består af. Samtidig er der borgere, der afventer at få at vide, hvilke regler, der gælder for dem. Hun er nødt til at komme op med noget hurtigt.
Men ministeren siger jo, at der med hendes seneste melding er skabt klarhed. Man kan vel godt administrere fra sag til sag uden guidelines?
- Det kan man ikke. Det kan være allright, at hun ikke vil have styrelsens hidtidige kritterier bliver brugt. Men så må hun erstatte dem med nye. Hun sætter reelt sin styrelse ud af kraft, så længe hun ikke giver dem retningslinier for, hvordan de konkrete sager overordnet skal håndteres.
Men når nu ministeren siger, at der skal gives konkrete vurderinger i alle sager, hvorfor er det så ikke tilstrækkeligt for medarbejderne i Udlændingeservice?
- Nu hvor ministeren har skåret igennem og sagt, at styrelsens hidtidige retningslinier er sat ud af kraft - uden at de er erstattet med nye - kan de arme mennesker ikke vejlede. De kan ikke svare de borgere, der ringer eller skriver i håbet om at opnå familiesammenføring. I praksis sætter ministeren behandlingen af sager om familiesammenføringer stand-by ind til hun har givet styrelsen nye ben at stå på med nye kriterier.
Hvordan stiller den nuværende situation borgere, der gerne vil ansøge om familiesammenføring?
- Borgere kan godt søge. Men de skal være opmærksomme på, at det meget vel kan blive nødvendigt at forny deres argumentation ud fra nye kriterier.
Har borgerne en bedre eller dårligere retsstilling med ministerens seneste melding?
- Så længe ministeren ikke har erstattet de gamle retningslinier med nye, er borgerne dårligere stillet. For nu aner vi intet om, hvad der bliver tillagt vægt i Udlændingeservice. Vi må se, hvad ministeren vil formulere af retningslinier til erstatning af de gamle. For hun kommer ikke uden om at erstatte dem med nye uden at overtræde lovens bestemmelser.
Ministeren siger, at man ikke får hende til at give tidsintervaller for varigheden af ophold i udlandet. Hvad siger du til det?
- Når man har truffet en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal man kunne forklare begrundelsen for det og angive hovedhensynene. Min pointe er, at Udlændingeservice ikke kan undgå at anvende en eller anden form for kriterier. Og dem har hun pligt til at lægge frem. For man kan ikke lave et skuffecirkulære. Man kan ikke administrere en skønsmæssig beføjelse, uden at der udvikler sig en praksis. Og den må man så fortælle om.
- Hun må angive hvilke kriterier, hun vil bruge. Det bliver hun nødt til. Ikke så meget fordi det står i nogle regler, men fordi man ikke praktisk set kan administrere en skønsmæssig bestemmelse på anden måde. For begynder man at administrere skønsmæssige bestemmelser, vil der i løbet af ingen tid udvikle sig en praksis - især når man har så mange sager som i Udlændingeservice. Og når man så bliver spurgt, er man nødt til at forklare praksis. Hun er nødt til at svare. Det tilsiger hendes stilling i vores demokrati.
