4. marts 2010, 22:30

De kender hinanden på kryds og tværs. De deler holdninger og ønsker om at høre markante udlægninger af islam. Men derudover består det radikale islamistiske miljø i hovedstaden af en række forskellige persontyper, der har søgt mod miljøet af forskellige årsager og som »bidrager« med hver deres kompetencer. For nogen er miljøet en ren og skær modkultur, hvor de kan demonstrere deres modstand mod det etablerede danske samfund.

De to radikaliseringseksperter, seniorforsker Manni Crone og ph.d.-stipendiat Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, har gennem de seneste år lavet feltarbejde i miljøet omkring de københavnske terrorsager og har fulgt samtlige retssager tæt.

»Der er en grund til, at det bliver refereret som miljø, for det er ikke en fasttømret gruppe. Det er meget løst og uorganiseret, men knyttet sammen af nogle holdninger og nogle bekendtskaber mellem personerne,« siger Ann-Sophie Hemmingsen.

At miljøet bl.a. hænger sammen via personnetværk er blevet klart demonstreret i de københavnske terrorsager: Glostrup-sagen, der var den første sag herhjemme, Glasvej-sagen og udløberen af Glasvej-sagen, hvor en person blev frifundet for at have opfordret til drab på danske soldater for at få de sigtede i Glasvej-sagen løsladt. Der kan let trækkes tråde mellem personerne i sagerne, de er kommet i de samme moskéer og har siddet på tilhørerbænkene i retten til hinandens retssager.

Alle kender alle

De to forskere er samtidig ikke overraskede over, at flere af de anholdte, sigtede og i nogen tilfælde dømte i terrorsagerne har haft kontakt med dansk-marokkaneren Said Mansour, kendt som boghandleren fra Brønshøj, der har afsonet en fængselsdom for at opildne til terror.

»Det har ikke været tilfældigt, at personerne i og omkring sagerne kender hinanden. Det er et meget lille miljø, hvor man helt naturligt kommer til at kende hinanden og kommer de samme steder. De folk har søgt hen mod steder, hvor folk går længst og siger ekstreme ting,« siger Manni Crone.

Begge forskere understreger dog, at der ikke synes hold i forestillingen om, at radikaliseringen hænger uløseligt sammen med islam - at det er religionen, der driver hele radikaliseringsprocessen, og at de radikaliserede unge har været igennem en række bestemte faser.

»Vi ser snarere, at de kan deles ind i forskellige persontyper. Nogle er aktivisterne, som gerne vil ud og gøre noget. De vil have noget handling, spænding og AK47ere mellem hænderne. Aktivisttyperne er ikke nødvendigvis specielt interesseret i ideologierne. Selvfølgelig samler de nogle ting op, men det er ikke dem, der læser og læser på Koranen. Og så er der den anden type, der er mere interesseret i de ideologiske diskussioner. Det er dem, der går i chatrooms på nettet for at researche og diskutere, om selvmordsangreb er lovlige osv. Det er ikke lige den type, der ender med at tage til Somalia eller andre steder for at handle,« siger Manni Crone.

En tredje »type« kan være gode til at skaffe materiale og brænde CDer. Nogle kan have evnen til at skaffe finanser og ressourcer, mens andre kan have de »gode kontakter« eller være gode til at skaffe nye mennesker ind i miljøet. Jihad-materialet og den islamistiske propaganda på internettet er derfor også udfærdiget, så det appellerer til de forskellige typer. Nogle jihad-videoer er ren voldsforherligelse med stærkt bevæbnede al-Qaeda-ledere, andre er timelange foredrag med islamiske lærde, der citerer Koranen.

Modkultur

»De forskellige typer søger forskellige ting og opsøger miljøet af forskellige årsager. Vi kan se, at nogen af dem måske har været på udkig efter noget i længere tid, som de så finder her,« siger Ann-Sophie Hemmingsen og henviser til en af de terrordømte i terrorsagen fra Glasvej, der åbent i retten fortalte, hvordan han aktivt havde forsøgt at komme til både Afghanistan og Libanon for at kæmpe, og at han eksempelvis også havde været til møder i Hizb-ut Tahrir for at se, om det var noget for ham.

Det radikale islamiske miljø har dog samtidig fået karakter af en reel modkultur - som punkhår, nitter og piercinger var det tidligere - hvor unge mennesker kan vise deres utilfredshed med samfundsordenen:

»Hvis man er imod det etablerede samfund og den eksisterende dagsorden, så er det her i dag den mest genkendelige måde at give udtryk for det på. Det er i den grad profileret at påtage sig en radikal muslimsk identitet. Hvis man gror langt skæg og går i kjortel, eller som pige går i burka eller niqab, så kan folk med det samme se, at du er imod, og de genkender dig som en risiko, der skal reageres på,« fortæller Ann-Sophie Hemmingsen.