12. juli 2008, 16:34 – opdateret 12. juli 2008, 20:37

Hvor er den dumme bil?

Det var tidlig aften få dage før jul i 2005. Annette Bach Laursen stod på parkeringspladsen nær banken i Slagelse.

I menneskelig opløsning.

Hun havde parkeret foran sin arbejdsplads næsten hver dag i over fem år, og parkeringsmulighederne i den mellemstore provinsby var til at overse. Alligevel havde hun ingen erindring om, hvor hun havde stillet bilen få timer tidligere. Tårer, makeup og snot løb ned over ansigtet på hende, bankens normalt driftige, overblikshavende og pligtopfyldende personalechef. Hun sad midt i at udarbejde en stor stresspolitik for alle ansatte, til daglig holdt hun styr på mere end 200 kolleger og sad i ledelsesgruppen. Nu kunne hun ikke finde sin egen bil.

Febrilsk og grædende ringede hun til en nær kollega, der kom styrtende. Med varme og rolige vendinger forsøgte hun at få Annette til at falde til ro. Annette Bach Laursen havde et billede i sit hoved af en rød bygning, hun kunne se en parkeringsplads for sig, men kunne slet ikke placere stedet geografisk.

Da de endelig fandt bilen, stod den 200 meter længere henne ad gaden. Kollegaen tilbød at køre hende hjem, men Annette Bach Laursen afslog. Hun skulle nok selv. Ligesom hun selv fik hentet sine tre børn, lavet mad og lagt dem i seng.

Men henover jul og nytår sad hun og græd ned i pebernødderne. Julegodte-hyggen med børnene måtte hendes mand overtage; hun kunne slet ikke overskue den opgave at forme små dyr og snitter i marcipan. Eller at være noget for børnene. Eller at skulle have gæster. Eller at være sammen med nogen overhovedet. Mindst af alle sig selv.

Lægen mente, at hun havde stress og burde sygemelde sig i mindst 14 dage. »Sådan siger læger jo til alle«, tænkte Annette Bach Laursen. Hun vidste, at hun ikke havde det godt. Var klar over, at hun nok skulle have hjælp. Men stress?

»I mit univers er der forskel på at bede om hjælp og på at sygemelde mig. At andre sygemelder sig, fint. Men jeg skulle kunne klare mere. For mig er stress noget, hvor man skal være langt, langt ude og nærmest besvime. Samtidig havde jeg kolleger, der var væk af flere årsager. Der var ikke plads til, at jeg kunne lægge mig syg, følte jeg,« husker Annette Bach Laursen.

I stedet, da 2005 blev til 2006 og arbejdet meldte sig igen, begyndte hun i psykologbehandling. Psykologen måtte kunne hjælpe hende hurtigt tilbage til sit vante, fattede jeg. »Nu må du bare tage dig sammen,« sagde hun til sig selv. Igen og igen.

I 2008 står danskerne på toppen af ti års økonomisk fremgang, en økonomisk højkonjunktur har mindsket arbejdsløsheden til et nulpunkt og løftet danskernes friværdi op til 1.500 milliarder kroner. Samtalekøkkener, storfamiliebiler og fladskærms-TV har gjort sit indtog i almindelige gennemsnitshjem. Ifølge internationale sammenligninger har fremgangen gjort os til verdens mest tilfredse lønmodtagere, de hurtigste til at tage ny, innovativ teknologi i brug og de mest gavmilde U-landshjælpere. Vi lever i et af verdens mest korruptionsfrie land, har den mest udbredte tillid til vores medmennesker, får intet andet end ønskebørn, er sikret med et net af samfundsbetalt uddannelse, sundhedsbehandling og velfærdskroner under os, vores gæld til udlandet er væk, og når lykkeforskere undersøger befolkningers velbefindende, udråbes Danmark til klar vinder: Vi er verdens lykkeligste!

Eller er vi? Har vi brugt fremgangen og festlighederne til at skabe os det liv, vi gerne vil have? Et liv, vi kan holde ud og holde til?

Skraber man lidt i »Lykkelandets« blanke overflade, giver statistikker et foruroligende, men rungende ‘NEJ’ som svar.

400.000 danskere er på anti-depressiv medicin; 300.000 i behandling med sovemedicin, og 50.000 får lægeordineret medicin mod alkohol- eller nikotinafhængighed. Hos psykologer er antallet af henviste klienter steget med 30 pct., 3.000 børn står lige nu på venteliste til psykiatrisk undersøgelse, og studenterpræster kan slet ikke følge med efterspørgslen på hjælp. Når tre mand på arbejdsmarkedet melder sig syge, er mindst én af dem psykisk udslidt – det koster samfundet 14 mia. kroner årligt. Og hos forsikringsselskaberne er udbetalingerne til psykologhjælp og stress-sygedagpenge to- eller tredoblet på få år.

Spørger man danskerne selv, tegner der sig heller ikke just et billede af en nation i overskud. 60 procent af danskerne har følt sig stresset det seneste år, og hos de yngre under 35 år er det endnu flere, 78 procent, viser en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende. Og hver tredje af os – dobbelt så mange kvinder som mænd – har opsøgt en psykolog, psykiater eller lægen med psykiske problemer.

Midt i al fremgangen, rigdommen og overskuddet er vi tilsyneladende blevet et folkefærd med dårlige nerver. Og nu, hvor økonomien åbenbart er på vej nedad eller i bedste fald i tomgang, synes vi ikke særlig godt rustet.

Er vi en nation på randen af nervøst sammenbrud?

Hun er god til at være på. Og Annette Bach Laursen gjorde det hver dag i de første måneder af 2006. Tog sit arbejdsansigt på, kørte på arbejde, lavede sine ting. Kollegerne mærkede formentlig ingenting. Kun derhjemme, inden for hjemmets fire vægge, blandt børnene og hos ægtemanden, græd Annette Bach øjnene ud, kæmpede for at komme ud af sengen om morgenen og sloges med sig selv for at sætte sig i bilen og køre til banken.

Indtil disse måneder havde hun været en par-og-40årig succesrig leder med mand, tre børn, en arbejdsuge på 45-55 timer og tre store efteruddannelser taget sideløbende med jobbet. Nu var hun en skrabet, underskudsgivende udgave af det hele; med få ressourcer til jobbet og ingen til familien.

En dag i marts 2006 tog hun så på arbejde – og græd hele tiden. Hun græd foran sine kolleger, græd under møder og græd i telefonen. Efter middag satte hun ‘ikke til stede’-funktionen på sin email, fik en akut tid hos lægen og meldte sig så – modvilligt – syg i få dage til efter påske. Og hun bad om at kunne komme til konsultation hos psykologen tre gange om ugen.

Påske-sygemeldingen blev til en måned. Og da den måned var gået, hed Annette Bach Laursens sygemelding pludselig »på ubestemt tid«. Stressen var blevet til en depression, der blev til begyndende angst for fremtiden:

»I de måneder troede jeg aldrig, jeg ville komme til at arbejde igen. Det var vildt skræmmende, for jeg har rigtig meget identitet i mit job. Det er en kulturel ting. Jobbet er vores identitet. Man spørger hinanden ‘hvad laver du?’ Ikke ‘hvem er du?’« siger hun.

Da hun et par måneder senere igen gik i gang med arbejdet på nedsat tid, deltog hun i et ledermøde. Så snart det var overstået, gik hun ind på toilettet og brød fuldstændig sammen. Den dag gik hun til lægen og psykologen og kravlede over den største barriere indeni:

»Jeg måtte indse, at jeg var nødt til at få anti-depressive piller, for jeg var simpelthen nødt til at blive så stabil, at jeg kunne arbejde igen. Det var et kæmpe tabu for mig, mest pga. mine egne fordomme. Jeg følte, at nu ville omverdenen virkelig tvivle på, om man nu kunne stole på mig og regne med mig. Jeg følte virkelig, at jeg blev sygeliggjort og lidt mærkelig af at få den recept. Men sygemeldingen gør, at man bliver stresset over ikke at kunne arbejde,« siger Annette Bach Laursen.

Og den stress – stressen over at være stresset – var hun nødt til at undslippe.

Det er ikke bare en historie som Annette Bach Laursens, man kunne kalde »Det moderne sammenbrud«. Det er hele vores tid.

For det er næppe vi mennesker, der er vågnet op som anæmiske skvat i år 2008. Der er noget i tiden, i vores kultur, som alverdens penge og materiel lykke ikke har kunnet kompensere for. Og det er ikke første gang i historien, at depression og angst har gennemsyret tidsånden.

For 100 år siden kom moderniteten til os med sin fremgang, industrialisering, sundhed, bekvemmelighed og fremtidstro. Man kaldte tiden »Det Moderne Gennembrud«, folk rykkede ind i byerne og fik banale sygdomme ryddet af vejen. Men samtidig rystede »nervesvækkelsen« store dele af befolkningen. Man talte offentligt om ‘tyndslidte, dårlige eller svækkede nerver’, læger stillede diagnosen ‘neurastheni’ (nervesvækkelse, red.) i hobetal, og sanatorier skød op, så man kunne sygemelde og restituere sig blandt hvidkitlet personale, siger historiker på Københavns Universitet, Jes Fabricius Møller, der har skrevet ph.d.-afhandling om forholdet mellem naturvidenskab og samfundspolitik i netop denne periode:

»Man var dengang meget optaget af, hvordan det moderne liv sled på nerverne, og al denne tale var en vej til at håndtere et generelt ubehag ved livet. Dengang buldrede industrialiseringen frem, og man havde end ikke en fuld generations erfaring med, hvordan man skulle håndtere det nye samfund. Parallellen til i dag er nem at drage; vi har ikke engang en generations erfaring med at sige farvel til industrisamfundet og finde os til rette i det nye, som vi ikke helt ved, hvad er. Da jeg, som er i fyrrene, tog min uddannelse, var det nogenlunde sikkert, at den var gangbar resten af livet. I dag er intet sikkert. Vi ved bare, at krav nummer ét til os er omstillingsparathed, vi skal hele tiden være en anden, end vi er lige nu. Det skaber en ekstrem usikkerhed,« siger han.

Mental stabilitet kan ikke købes for penge, viste et klassisk studie af den franske sociolog Émile Durkheim i 1897. Han fandt – overraskende – at i bl.a. økonomiske opsvingsperioder stiger antallet af selvmord helt parallelt, forklarer Rasmus Willig, adjunkt ved RUC og formand for Dansk Sociologforening:

»Hans pointe var, at når der er så stor forandringshastighed i samfundet, så mister vi orienteringen. Mennesket er sådan indrettet, at vi løber efter anerkendelse og omverdenens påskønnelse, men som væddeløbshunden, der jagter kaninen, falder vi udmattede om, hvis vi aldrig får kaninen, men kun duften af den. Når vi når målet, har ledelsen lagt en ny strategi, eller samfundet har opstillet et nyt succeskriterium. Vi oplever derfor ekstremt stor vilkårlighed i, hvornår man bliver bekræftet og rost,« siger Rasmus Willig, der kalder modebegreber i nutidens ledelses- og erhvervsfilosofi for falske.

»Kravet om omstillingsparathed er at underlægge det moderne menneske en permanent undtagelsestilstand. Det er noget, der ligner tortur. Alle de begreber vi slynger om os med: forandringsvillighed, grænseløst arbejde, selvansvar osv., skulle rumme frihed og muligheder, men det er falsk frihed, de rummer,« siger Rasmus Willig.

Den falske frihed viser sig, når man ser på, hvad der får vi danskere til at føle os stressede. I Berlingske Tidendes nye Gallup-undersøgelse svarer knap halvdelen af de stressede, at det er »egne forventninger på arbejdspladsen«, der er årsagen. Kun 28 procent angiver arbejdsgiverens forventninger, og 26 procent lange arbejdsdage. Vi lever åbenbart i en kultur og i en tid, hvis værdier og selvidentitet gør enhver til slave af sig selv.

For Annette Bach Laursen var vejen tilbage til arbejdet en erkendelse af, hvor hårdt hun sled på sig selv. Hendes arbejde bestod i at sende bolde af sted, men hun glemte ofte, at de også kom tilbage igen og skulle følges op og sparkes videre. Hun kom dertil, hvor hun overvejede at sige op. Men med hjælp fra de anti-depressive piller, der hurtigt begyndte at virke, og fra en stædig løbetræning, hvor hun begyndte helt fra bunden og arbejdede sig op til lange, nærmest meditative løbeture rundt om Sorø Sø, droppede hun ideen. I stedet fik hun en ordning, hvor hun i en periode kunne arbejde hjemmefra på nedsat tid:

»Det dummeste, man kan gøre i den situation, er at sige op. Det er ikke det, man har brug for. Jeg ville selv som personalechef kæmpe imod enhver, der kommer og afleverer sin opsigelse på denne baggrund, for man kan simpelthen ikke overskue den situation, man står i,« siger hun.

I juni måned, et halvt år efter sit første sammenbrud, begyndte hun på arbejde igen:

»Det var forfærdeligt. Og for tidligt. Jeg kørte ind på Shell og spiste to tebirkes på vejen og skulle virkelig tage mig sammen til at tage på kontoret. Jeg var bange for det, bange for telefonen og for opgaverne. De første tre-fire måneder var virkelig hårde. Og set i bakspejlet skulle jeg være blevet hjemme i længere tid,« siger Annette Bach Laursen.

Ironisk nok var det arbejdspladsens stresspolitik, der lå som én af hendes mange ufærdige opgaver fra før jul. Men dengang faldt det aldrig Annette Bach Laursen ind, at hun selv havde brug for at geare ned:

»Mit mål var, at vi skulle være konkrete, og at det ikke måtte være tabu mere. Man skulle kunne tale om sit arbejdspres uden at føle sig usikker. Men man er jo altid blind for sig selv.«

Hvem har skylden for miseren? Forlanger arbejdspladserne for meget? Forlanger vi for meget af os selv? Har samfundet svigtet sit ansvar?

En brutal tolkning af danskernes moderne sammenbrud kan være, at det betaler sig at være »offer« i det moderne samfund. Velfærdsstaten står klar som en stor automat, hvorfra borgerne konkurrerer om at trække hjælp og ydelser. Og en bugnende godhedsindustri af læger, coaches og behandlere står klar til at bekræfte os i, at vi i bund og grund er ansvarsløse ofre. At få en moderne diagnose som »stress« kan tolkes som en flugt væk fra det faktum, at man ikke magter sit liv.

Andre vil protestere; ingen går vel ned med stress eller depression som en undskyldning. Dertil er det alt for forfærdeligt.

I stedet bør arbejdspladserne overveje sine værdier og staten investere i seriøs, kritisk forskning af, hvad der egentlig er i vejen med vores samfund, når stress og depression har udviklet sig til reelle folkesygdomme, mener sociologernes formand, Rasmus Willig. Derigennem kan man måske frembringe en større form for stabilitet og tryghed i brydningstiden:

»Hvem tjener det egentlig at sige, at vi skal være omstillingsparate og i bevægelse hele tiden? Samfundet taber penge på det, og virksomhederne får hverken god økonomi, udvikling eller dedikerede medarbejdere ud af det,« siger han.

Eller som historiker Jes Fabricius Møller fremlægger det:

»Det er individet, der forsøger at kompensere for en historisk omvæltning. Det er absurd; det kan individer ikke.«

Den seneste kollektive nervesvækkelse kom danskerne sig først over, da »Det moderne gennembrud« og det industrialiserede samfund havde stabiliseret sig. Trods to verdenskrige levede danskerne over flere årtier i et opbyggeligt samfund, hvor velfærdsstaten blev etableret, man vidste, hvad erhvervslivet efterspurgte, og det bedste, man kunne give sig selv, var – i rækkefølge – en læreplads, en ejerbolig og en pensionsordning. Så var man stabil. Sikret. Lykkelig.

To år efter sin sygemelding er Annette Bach Laursen ikke blot tilbage på arbejde. Hun har også skiftet job, da banken blev solgt. I dag er hun personalechef hos legepladskoncernen Kompan. Og qua sine erfaringer en bedre, mere autentisk en af slagsen, mener hun:

»Og jeg er blevet bedre til at lytte til min krops signaler. Jeg har ofte haft migræne, tics og gråd, der pressede sig på, men de signaler har jeg ignoreret i årevis. Jeg ville ikke lytte efter dem. Det var bare hovedpine – get over it! I dag ved jeg, at det er signal til at gå hjem og sove igennem.«

Men selvom hun forsøger at geare ned på jobbet, har løbetræningen overtaget en del af den overskydende tid. Først med træning til flere halvmaraton, siden med maratonløb i Hamburg:

»Det er symptomatisk, at jeg ikke blot kunne nøjes med at løbe ti km, men skulle sætte et nyt, ambitiøst mål. Så kan man spørge: Har hun overhovedet lært noget? Hun vil de samme ting. Jeg tager måske ikke nogen krævende uddannelse denne vinter, men løber til gengæld 40 km om ugen. Det er hele tiden præstation, præstation, præstation…«

Er hun så overhovedet blevet klogere?

»Det kan jeg godt nogle gange være i tvivl om. Jeg er blevet bedre til at restituere. Jeg tager en hjemmearbejdsdag, når det passer med opgaverne og sørger også for at holde helt fri for at lade op. Men risikoen for at ende der igen er bestemt til stede for sådan en som mig.«