13. august 2008, 15:58 – opdateret 13. august 2008, 19:06

Magnus er ni år gammel. Han fik konstateret ADHD for tre år siden, og hans skolegang har mildest talt været turbulent. Han burde starte i 4. klasse efter sommerferien, men han kan stadig ikke læse en læs-let-bog eller dividere. Samarbejdet mellem skolen og hjemmet om specialundervisning og den rette hjælp til Magnus har ifølge forældrene Boye og Lotte Baun aldrig eksisteret.

»Det har været ét langt mareridt. Jeg er vant til at arbejde med anbragte børn og deres forældre. Jeg ville blive fyret, hvis jeg havde mødt de forældre med samme manglende respekt, som vi er blevet mødt med,« siger Boye Baun, der udover at være far til Magnus er leder på et behandlingshjem i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor familien bor.

Magnus har altid været et »uroligt barn,« men det var først for tre år siden, at han fik konstateret ADHD. Derfor gik han i en almindelig børnehave, inden han startede i børnehaveklassen på Spjald Skole for fire år siden.

»Vi havde ikke noget indtryk af, at det gik dårligt på skolen. Vi hørte ikke noget, før vi skulle til skole-hjem samtale i december måned,« fortæller faren og fortsætter:

»Det viste sig, at de havde voldsomme problemer i klassen. Der var 4-5 drenge, de slet ikke kunne styre, og Magnus var en af dem.«

Forældrene undrede sig over, at de ikke var blevet kontaktet noget før. Men det skulle vise sig at blive helt typisk for forløbet på skolen.

Læren græd
Efter mødet ringede skoleinspektøren hjem til Boye Baun. »Børnehaveklasselærerinden var taget hjem til ham efter mødet og havde grædt, fordi jeg skulle have opført mig arrogant og bedrevidende. Det er muligt, at jeg kan virke arrogant, men det havde bestemt ikke været min mening.«

Et nyt møde blev aftalt, men aldrig afholdt. Trods problemerne fastholdt forældrene, at Magnus skulle starte i 1. klasse. Og det gjorde han så. Igen gik der i følge forældrene et halvt år, før de hørte noget fra skolen. De fik et brev med indkaldelse til et møde i december, samt en beskrivelse af, hvordan skolen oplevede Magnus.

»Han var beskrevet som et monster,« fortæller faren.

Til mødet kom det frem, at Magnus ofte blev fjernet fra klassen.

»En lærer kom og hentede ham om morgenen. Så sad han i et rum ved siden af klassen med en computer, så det var ikke underligt, at han ikke lærte noget.«

På mødet blev det besluttet, at Magnus skulle starte i en specialklasse på skolen.

I starten gik det godt. Men så startede konflikterne igen.

Forældrene tænkte, at der måtte være noget helt galt med deres søn. De betalte derfor selv for en udredning hos en psykiater, og efter kort tid fik Magnus diagnosen ADHD, og startede i medicinsk behandling. »Det var som at få en ny søn,« fortæller forældrene.

Men historierne om Magnus fra børnehaveklassen hang ved, og han fik efter nogle gode måneder fortsat meget skældud i skolen, som i følge faren ikke ændrede deres pædagogik, selv om Magnus nu havde på papir, at han har et handicap. »Han har tit sagt, at der ikke var nogen i skolen, som kunne lide ham,« siger Boye Baun.

Lærte ingenting
Forældrene var heller ikke tilfredse med det faglige niveau i specialklassen.

»De lavede mange ting ude af huset, og ofte holdt de sig ikke til det planlagte, hvilket er katastrofalt, når man har med ADHD-børn at gøre. De har brug for rutiner og forudsigelighed. Vi påpegede det for lærerne, men fik at vide, at vi ikke skulle blande os. Vi krævede, at der kom en læsekonsulent på Magnus. Det kom der først efter et halvt år, og hun konkluderede, at der intet var til hinder for, at han skulle lære at læse. Alligevel trænede de næsten aldrig med ham i skolen.«

Møder, samtaler og diskussioner omkring Magnus fortsatte uden nogle konstruktive udfald. Efter noget tid skulle Magnus begynde at gå til matematik med en almindelig klasse med det sigte, at han med tiden skulle indsluses i klassen. En lærer fra specialskolen skulle følge ham i den første periode. Efter tre uger opdager forældrene ved et tilfælde, at støttelæreren er blevet fjernet. »Det havde skolen bare ikke fortalt os. Og det er bare sagen i en nøddeskal. Det er uprofessionelt, og det kalder jeg ikke at samarbejde,« siger Boye Baun.

»Jeg ringede til skolelederen, men han ville ikke erkende fejlen. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle blande os. De sagde, at jeg skulle være far og ikke fagperson i den her sammenhæng, men det er noget vrøvl, at man ikke kan være begge dele,« siger Boye Baun, der er uddannet pædagog.

Nok er nok
Magnus bliver aldrig en del af matematikklassen, som han med tiden skulle indsluses i. Han kommer ikke på klasselisten, bliver ikke inviteret med til fødselsdage, og forældrene ikke til forældrearrangementer. »Vi rykkede for det. Der skete bare ingenting. Selv PPR-psykologen, som var tilknyttet Magnus var igennem hele forløbet meget usynlig, og hun skulle jo ellers være på vores side.«

Til sidst havde familien fået nok. De indrager nu skoleinspektøren og skoledirektøren i kommunen. Herefter går samarbejdet endnu mere i hårdknude, da skolen nu mener, at det nu er en sag for kommunen.

»Skolechefen i kommunen ville ikke irettesætte skolen, selv om han sagde, at han troede på vores udlægning af sagen. Det var som en boksekamp. Det hele tog så lang tid, og Magnus fik det bare værre og værre. Vi måtte hele tiden overveje, om det var det hele værd. Lige inden sommerferien tog vi ham til sidst ud af skolen.«

Forældrene havde igennem længere tid haft på fornemmelsen, at skolen ønskede, at Magnus skulle skifte skole.

Men forældrene var ikke interesserede i de to skoler, som kunne være et alternativ for Magnus. Derfor måtte der søges udenfor kommunegrænsen.

»Vi har netop fået bekræftet, at der er en plads til ham i Herning Kommune på en skole kun for ADHD-børn,« fortæller Boye om fremtidsplanerne for sønnen.

Skolen starter dog først i september måned, så indtil skolestart har Magnus’ forældre fået bevilliget tabt arbejdsfortjeneste, og de går hjemme og underviser ham. De fik et andet tilbud fra kommunen, men det rådede deres psykiater dem til at afvise.

Selvom der nu er kommet en løsning for Magnus, så har forældrene ikke i sinde at stoppe her.

»Vi vil indsende vores sag til Klagenævnet. Det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om, at de fortsat skal undervise børn med ADHD på den gamle skole,« slutter Boye Baun.

Fagchef i Ringkøbing-Skjern Kommune, Flemming Lauritsen ønsker ikke at udtale sig i personsager, da han mener både forældre, børn og alle andre er bedst tjent med det.

»Det er ikke fordi, der skal være hemmelighedskræmmeri, men vi udtaler os de steder, hvor forældrene er der, og vi kan snakke sammen,« siger han.

Han vil dog gerne give en generel kommentar til konflikter mellem skole og hjem.

»Det selvfølgelig altid rigtig ulykkeligt, når der er konflikter i samarbejdet mellem skole og hjem, fordi det er det, det hele bygger på. Det er vigtigt at samarbejdet er eksisterende, at det er godt og at det er konstruktivt, og det er derfor et utrolig vigtigt område at få til at fungere. Det øjeblik det ikke fungerer, er det klart, at det er en alvorlig sag, ikke bare for barnets faglige udvikling, men også på mange andre områder. Derfor er det også sager, vi adresserer med stor seriøsitet. Det mener vi i hvert fald selv, men det er klart, at der altid er to opfattelser. Det er nogle sager vi tager meget alvorligt, og vi prøver at gøre det, så godt vi kan,« siger Flemmeing Lauritsen.