25. december 2008, 18:24 – opdateret 25. december 2008, 18:44

Uden for Stine og Christian Lavtsens hyggelige hus i Allerød hober bunkerne af byggematerialer sig op. Loftsetagen i den tidligere fyldepennefabrik, der siden 1950erne har været brugt til beboelse, er ved at blive indrettet til soveværelse og børneværelser. En tiltrængt udvidelse af boligen, hvis der skal være plads til, at familiens fire børn med tiden kan få hvert sit værelse:
»Vi glæder os virkelig til at få det færdigt,« siger Stine Lavtsen.
»I øjeblikket bor de tre store sammen i et lille værelse, hvor der kun lige er plads til to køjer og en seng, og det er ikke holdbart i længden. Især de to store er ved at komme i en alder, hvor de også har brug for at kunne være sig selv.«

Sjovt at være familie
Foruden Stine Lavtsen på 35 og Christian på 40 år tæller familien børnene August, der bliver 11 til januar, Oskar på otte, Selma på fem et halvt år og Villads på otte måneder. Og så var der lille Liva, der døde under fødslen i november 2006.
»Lægerne kan ikke forklare, hvad der gik galt. De kalder det vuggedød,« siger Stine Lavtsen.
»Efter det overvejede vi længe, om vi skulle kaste os ud i at få endnu et barn. Men vi blev enige om at gøre det for at komme videre. Desuden har jeg altid gerne villet have fire børn. Jeg syntes, det ville være sjovt både for os og for børnene at være en familie med mange søskende.«
Både hun og Christian kommer selv fra helt traditionelle to-børns familier.
»Det gjorde næsten alle mine skolekammerater også,« siger Christian. »Nu er der mange i vores omgangskreds, der har tre børn – men trods alt ikke så mange, der har fire ligesom os,« siger han og tilføjer:
»Det var måske heller ikke det, jeg oprindelig havde tænkt mig. Jeg har altid ment, at det er vigtigt for børn at have flere søskende, men i starten forestillede jeg mig nok, at vi ville nøjes med tre. Så blev vi alligevel enige om at prøve én gang til, for det er jo dejligt at se en lille én vokse op og udvikle sig.«
Økonomi spiller ikke ind
I øjeblikket er begge forældre på orlov. Christian har fire en halv måneds barselsorlov fra sit job som kemiingeniør på Novo Nordisk, mens Stine har forældreorlov med Oskar fra sit deltidsjob som sygeplejerske på plejehjem.
»Da vi besluttede at for få det første barn, var der ingen af os, der havde arbejde,« siger hun.
»Jeg var lige blevet færdig som sygeplejerske, og Christian havde gået arbejdsløs i mere end to år, og udsigterne til, at han skulle få arbejde, var faktisk ikke ret store. Andre ville måske have ventet, til økonomien var mere sikker, men vi var bange for, at så skulle vi vente i evigheder, og det havde vi ikke lyst til.«
Økonomiske overvejelser har faktisk ikke spillet nogen stor rolle i ægteparrets familieplanlægning.
»Selvfølgelig betyder det noget, om man har råd til at betale husleje osv., men grundlæggende har vi altid haft en tro på, at det nok skulle gå,« siger Christian.
»Vi har naturligvis haft glæde af de seneste års økonomiske opgang, men jeg tror ikke, at en finanskrise som den, der nu er på vej, ville have begrænset vores lyst til at sætte børn i verden. Det er nogle helt andre ting, der påvirker mig – f.eks. hvis Danmark blev ramt af et voldsomt terrorangreb.«
At en børneflok på fire skulle være et statussymbol har både Stine og Christian svært ved at forstå:
»Vi kan godt se, at folk gerne vil tillægge os det motiv, men hvis vi havde fået børn for at opnås status og signalere overskud, ville vores hjem jo også have funklet – og det gør det bestemt ikke,« siger Stine.
»Vi sidder heller ikke i bestyrelsen i børnehaven eller skolen eller påtager os andre opgaver. Det er der simpelthen ikke tid til. Med fire børn må man leve med, at mange ting ikke er perfekte. Lige nu kan vi f.eks. dårligt se ud af vinduerne, men de må altså vente med at blive pudset. Vi har også for længst vænnet os til, at børnenes ting roder over det meste af huset. Til gengæld er her altid liv og glade dage. Det fantastiske ved at have børn er jo først og fremmest al den glæde, det giver. Det er hyggeligt, dejligt og livsbekræftende.«
Bliver skruk igen
»Og selv om fire børn nogle gange kan synes uoverskueligt, er det jo ikke fire gange så hårdt som kun at have ét,« tilføjer Christian.
»Jeg synes, børnene er gode til at hjælpe til, lege med hinanden og se efter den lille, når vi lige skal have noget gjort i huset. Der sker også hele tiden en udvikling, så de kan klare mere og mere selv. Faktisk glemmer man hurtigt, hvor hårdt det var, da de var helt små.«

Hvilket også er det farlige, indrømmer Stine:
»Selv om vi er enige om, at nu skal vi ikke have flere, så ved jeg godt, at jeg bliver skruk igen om et år eller to. Den uskyld, der er over et helt lille barn, kan jeg slet ikke stå for.«

Men denne gang agter Christian at stå fast:
»Der er en tid til alting. Så længe børnene er helt små, er de afhængige af dig og kræver næsten al din tid. Det er dejligt, men på et tidspunkt skal der også ske andet i vores liv end at passe små børn. Ikke fordi vi nødvendigvis skal ud og se verden og realisere os selv, men på et tidspunkt får man behov for, at alting ikke udelukkende skal foregå på børnenes præmisser.
Jeg holder meget af alle de ting, man gør sammen med sine børn – tage til stranden og finde fine sten, tage ud at fiske eller gå i Legoland. Men hvis vi de næste ti år ikke skal lave andet, så bliver man på et tidspunkt fyldt op. Man har også behov for at udvikle andre sider af sig selv end kun det at være forælder,« fastslår han.