Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Det er rigtig dejligt, at de er her«

De kvindelige Natteravne i Urbanplanen på Amager giver beboerne i den stærkt uroplagede bebyggelse mere tryghed. Og børnene hænger i skørterne »ravnemødrene«.

»Fuck AK 81. Krigen er begyndt,« står der på én af de lave, grå bygninger, der danner en ramme rundt om Urbanplanen på Amager. En bebyggelse, hvor mellem 1.600 og 1.700 familier har deres hjem, og hvor uroen i øjeblikket eskalerer. Nøjagtigt ligesom skuddene i Københavns gader.

Her er gråt, inde i midten er et centerområde med en bager, en købmand og en kirke, der virker en kende malplaceret mellem kvinder med muslimske hovedtørklæder. Midt i det grå lyser tre skriggule jakker op. Özden, Sanne og Bushra har tjansen som bebyggelsens »Natteravne« på denne weekendeftermiddag. De har bolsjer og balloner til børnene i deres lommer.

Da nogle børn ser de tre kvinder, styrter de derhen og tager fat i de gule damer, som Natteravnene bliver kaldt. »Vi vil have slik«. »Også mig, jeg vil også have,« råber børnene.

»Hvad har I lavet i efterårsferien?,« spørger Sanne, der er ene dansker blandt de kvindelige natteravne.

»Ingenting,« råber børnene i kor. Og netop det svar er et billede på situationen i bebyggelsen. De unge mennesker har ikke noget at lave, og de har ikke nogen steder at være. For nylig er 25 af dem blevet smidt ud af ungdomsklubben, fordi de faldt for aldersgrænsen på under 18 år.

I sidste uge blev et skur sat i brand, og brandtomten står sort og trist og vidner om det.

De ældre tør gå efter mælk

I nat blev Latifa vækket klokken fire af larm og hærværk nede på gaden. Hun kommer cyklende hen til de tre Natteravne for at fortælle dem om nattens oplevelse. »Hvad skal jeg gøre? Jeg vil simpelthen ikke bo her mere. Det er hver weekend og mange hverdage, mine børn kan ikke sove fra det,« siger hun.

For beboerne betyder Natteravnenes tilstedeværelse tryghed. Dem kan man henvende sig til med de problemer, der er i bebyggelsen. Politiet tør mange af beboerne ikke ringe til af frygt for repressalier. Både i forhold til dem selv og deres børn.

»Det er rigtig dejligt, at de er her, siger Latifa.«

»Når vi kommer, tør de ældre mennesker nede i senioboligerne gå efter mælk, har vi hørt, siger Sanne.«

Holder børn fra ballade

Özden, Sanne og Bushra har gået Natteravne i omkring et år. Sanne har boet her i 32 år, hendes fire børn er flyttet hjemmefra, og hun har nu overskud til at gøre en indsats i sit kvarter. Både Özden og Bushra bor i Urbanplanen, og de meldte sig oprindeligt for at beskytte deres egne børn fra livet på gaden.

»Jeg ved, der er masser af ballade, og jeg vil ikke have mine børn ind i det,« siger Özden.

Både for Bushras og Özden er det desuden væsentligt, at de oplever at være »til nytte«. De har nu meldt sig til et kursus for at blive bedre til dansk og for dermed bedre at få de unge i tale.

»Der er brug for det,« lyder det samstemmende.