Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Det er rædselsfuldt at have KOL«

Kronisk Obstruktiv Lungelidelse – rygerlunger – kan forvandle selv de mest almindelige daglige gøremål til en uoverstigelig forhindring. Er forbud og restriktioner mod rygning vejen frem for at bekæmpe sygdommen? spurgte vi deltagere på et KOL-rehabiliteringshold på Bispebjerg Hospital.

Det er som at trække vejret gennem et sugerør og med en klemme for næsen.

At lide af Kronisk Obstruktiv Lungelidelse – også kaldet »rygerlunger« kan betyde, at selv de mest almindelige daglidags gøremål bliver en uoverstigelig forhindring på grund af den næsten konstante åndenød, som sygdommen medfører.

Én deltager beretter, at hun nok, med besvær, kan skifte sengetøj, men hun har ikke kræfter til at skifte gruset i kattebakken. En anden tvinger sig selv til at prøve at støvsuge, men må jævnligt opgive det, fordi hun ikke har luft til det. »Det er rædselsfuldt at have KOL,« siger en tredje.

Humøret er ellers ganske højt blandt deltagerne på KOL-rehabiliteringsholdet på Bispebjerg Hospital. Kim Larsen-musik drøner ud i højetalerne, og de 10 deltagere går – siddende på en stol – i gang med de lette fysiske øvelser, som er en del af de i alt 14 trænings-sceancer undervejs i det 10 uger lange forløb, der skal ruste dem til at leve med deres kroniske sygdom.

Syg for livet
Der bliver grinet, og de kvikke bemærkninger flyver gennem luften, men der må også holdes hyppige pauser, og flere gange må deltagere opgive at gennemføre øvelserne, fordi luften slipper op.

»Det ødelagte lungevæv kan ikke gendannes, så man bliver ikke »rask« igen, når man lider af KOL. Men folk kan lære at trække vejret ordentligt. De kan også komme i bedre form, så de kan klare mere. For nogen handler forløbet også om at bryde den sociale isolation, som man let kan ende i, når man pludselig kan få svært ved bare at gå op og ned af trappen til sin lejlighed,« siger fysioterapeut Joan Radoor, som leder træningsøvelserne.

Patienter med KOL er en af de grupper, som fylder meget på de danske hospitaler. Alene på de københavnske hospitaler optager patienterne hvert år ca. 20.000 sengedage, og i København udgør sygdommen seks procent af den samlede sygdomsbyrde, hvilket gør det til den tredjestørste diagnose.

Ofre for berøringsangst
Desuden er antallet af dødsfald blandt kvinder i København med KOL tredoblet på 20 år, fremgår det af en folkesundhedsrapport fra Københavns Kommune, som professor Finn Didrichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab har udarbejdet.

For langt de fleste KOL-patienters vedkommende er sygdommen udløst af omfattende rygning gennem mange år, og flere eksperter mener, at de således er blandt ofrene for de danske politikeres årelange berøringsangst over for at gøre brug af forbud og restriktioner for at bekæmpe rygning.

Nu anbefaler regeringens forebyggelseskommission flere forbud og restriktioner, f.eks. totalforbud mod rygning i bl.a. idrætsforeninger, samt at man kun skal kunne købe cigaretter få steder, f.eks.på apoteket.