Det er dyrt, men det hele værd at være hjemme hos sit barn, mener Thomas Binderup, der har slået en ulønnet orlov sammen med 2,5 måneders barselsorlov fra sit lærerjob.
24. januar 2008, 22:30
For fire år siden prøvede Thomas Binderup at blive far, og han tog da også en pæn barselsorlov, sådan af en mand at være. En måned i starten og tre uger senere.
»Men det var alt for lidt. Bedst som jeg var ved at få fod på det hele med Jonas, stoppede det, og jeg skulle tilbage på arbejde,« husker Thomas Binderup.
Det risikerer han ikke denne gang. Han og hans kone Helene har gået hjemme, lige siden Maja blev født for syv måneder siden, og mens Helene vender tilbage til sit lærerjob den 21. april, har Thomas knap tre måneders barselsorlov alene sammen med Maja. Og han glæder sig.
»Det giver mig lejlighed til at finde ud af det sammen med Maja på min egen måde. Og det er den eneste chance jeg får – bagefter er det jo arbejde resten af livet,« siger Thomas Binderup, der har tænkt sig at cykle ture med Maja og »vise hende ting«.
Thomas Binderup har lige nu ulønnet orlov fra lærerjobbet på Buskelundskolen i Silkeborg, og fra den 21. april hedder det så barselsorlov. Dog ikke på dagpenge, som ægteparret havde regnet med, men på SU.
Alt i alt bliver det en dyr fornøjelse, omkring 200.000 kroner i mistet indtægt, men de penge har Thomas Binderup på forhånd sparet op.
Mens begge ægtefæller går hjemme, læser Thomas pædagogisk sociologi, og det gør han så koncentreret, at han har færdiggjort to fag og skrevet speciale på et halvt år. Det har han kunnet, fordi Helene har været der og taget sig mest af Maja i formiddagstimerne.
Ingen kaffeklub her
»Når Thomas læser, er han meget disciplineret, så der er aldrig rigtig gået kaffeklub i den,« siger Helene.
»Men vi har da taget nogle ture ind til Silkeborg eller sat os og set en film sammen.«
Thomas regner med at være færdig med studierne inden 21. april, for så skal Maja have fuld opmærksomhed. Og så bliver det nok højst til nogle sider i en roman, mens hun sover, siger han.
»Hun virker meget mild og rolig, og jeg har virkelig lyst til at passe hende og være sammen med hende. Samtidig synes jeg ikke, at jeg går glip af noget karrieremæssigt. Jeg skal nok finde en plads, når jeg kommer tilbage på skolen efter sommerferien,« siger han.
Spørgsmålet om, hvorvidt man bør øremærke tre måneders barselsorlov til mændene, har ikke optaget Thomas Binderup mere end at læse vejrudsigten, siger han.
»Det er jeg rimelig indifferent over for. Jeg mener, at fædre, der tager barselsorlov, skal være drevet af, at de har lyst til at være sammen med deres barn. For mig har det handlet om, at jeg gerne ville, og at vi har kunnet få det til at passe tidsmæssigt. Det havde ikke gjort nogen forskel, om det var en rettighed eller ej. Jeg tror, at en øremærket barselsorlov til mændene bare vil ende med, at børnene kommer i pasningsordning tre måneder tidligere,« siger han.



































