16. januar 2008, 22:30

Der står et juletræ med lys, når man træder ind gennem den sikrede gitterport onsdag aften, mens integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sidder og forhandler med regeringspartierne og Dansk Folkeparti om en ny asylaftale. Hvis den forsinkede julegave til familien Babziforush Nobari er en lejlighed udenfor asylcentret, skal den byttes.

»For os vil det ikke være bedre at bo i en lejlighed. Det vil næsten være værre. Det samme som at flytte os fra ét fængsel til et andet,« siger Alirez og Gita Babziforush Nobari, som kan være blandt de afviste asylansøgerfamilier fra primært Irak, der har boet på et asylcenter i en vis årrække og kan flytte ud af Sandholm .

Arbejde på ønskelisten
Blandt familierne på asylcentret har udflytningen ikke været det store diskussionsemne. Heller ikke internt i familien Babziforush Nobari, som ikke har lyst til at flytte. Her står muligheden for at tage et arbejde højst på ønskelisten. Derefter kommer en varig opholdstilladelse. Både Alirez og Gita vil gerne tjene deres egne penge, og så kunne den danske stat godt stoppe udbetalingerne på 250 kroner pr. mand pr. uge til husholdning og lommepenge.

»Vi går jo bare herhjemme hele dagen. Og når vi skal lægge os til at sove, er vi ikke trætte, for vi har jo ikke lavet noget,« siger Alirez Babziforush Nobari.

Familiens historie her i Danmark kan dateres tilbage til en novemberdag i 2003, hvor de landede i Københavns Lufthavn. De kom til Sandholm og blev sendt til Center Avnstrup ved Lejre over Falster til Frederikshavn. For tre år siden vendte de tilbage til Sandholm, hvor de bor i en lejlighed med et værelse, et køkken, et lille badeværelse og en stue på størrelse med et persisk tæppe i standardmål. De drikker te, og Alirez kan også godt lide en whisky af og til. Drengene Mehrshad på 11 og Mehrzad på fem år ser tegnefilm. Den yngste går i børnehave på Sandholm, og den ældste går i folkeskole inde i Lillerød et kvarter fra asylcentret. Han tager selv bussen derind og er meget glad for sine kammerater og for matematik. Efter skole spiller han keyboard og nogle gange fodbold. I dag er han også tolk for forældrene.

Normalt liv i Teheran
Hjemme i huset i Teheran levede familien et ganske normalt liv. Mor Gita var frisør, og far Alirez var ud over chef for en låsefabrik også politiker i opposition til magthaverne. Men han var forfulgt, og forældrene flygtede fra myrderier og frygt til drømmen om frihed og demokrati.

Friheden er det så som så med på Sandholm. Hver dag frygter de politiet. Sidste gang kom de en morgen ved syvtiden, hvor de hørte skrig ved siden af. Det var naboerne, der blev sendt tilbage til deres hjemland. Alirez og Gita ventede bare på, at politiet kom ind til dem. De har fået afslag på asyl, fordi der ifølge de danske udlændingemyndigheder ikke er farligt i Iran. Men Alirez og Ghita regner ikke med at vende tilbage til familien hjemme i Teheran. De tør ikke.

»Hvis vi kunne komme hjem uden fare, havde vi ikke ventet her i fire år,« siger Alirez.

Kritiserer ikke
Han går og drømmer om et arbejde på en fabrik. Det behøver ikke være et chefjob igen. Gita vil gerne arbejde i en frisørsalon. Og så håber de, at den ældste søn, Mehrshad, kan blive læge her i Danmark. Håbet for fremtiden dominerer i familien. Men uvisheden for fremtiden fylder mere og mere og kan være svær at tackle.

»Folk er jo syge, og man konkurrerer nærmest om at være mest syg for måske at være så heldig at få lov til at blive. Ind imellem driller de voksne børnene, og når det bliver rigtig alvorligt, hænger de sig eller skærer sig i håndledene. Også foran børnene, « siger Gita alvorligt.

Hun kritiserer hverken de danske udlændingemyndigheder, Sandholm eller deres bolig på centret. Det er situationen som sådan, der er svær at leve med. Også selv om både hun, Alirez og børnene virker stærke og stolte. Til en vis grænse.

»Det hele handler om at kunne sove godt om natten uden uvished. Om vi så kun havde ét værelse tilsammen.«