LO satte 150 busser ind til politisk manifestation i København. Mange var med til demonstration for første gang.
8. juni 2010, 20:55
Gitte Jonna Aaskilde var slet ikke i tvivl, da hun hørte om stordemonstrationen mod »pakken« på Christiansborg Slotsplads. Og da der tilmed blev sat gratis LO-busser ind fra Stationspladsen i Helsingør, så var det bare med at komme af sted.
»Vi skal jo derind for at vise vores opbakning til den røde side. Det er jo fuldstændig urimeligt, det, de andre har gang i med børnechecken. Det er jo bare indvandrerne, de vil ramme. Det er SÅDAN et svineri. Og det med at forkorte dagpengene - det er SÅ langt ude« siger Gitte Aaskilde.
Veninden fra skoletiden i Hornbæk, Rikke Sandin, er helt enig. Og derfor vil hun nu som 53-årig til demonstration for første gang i sit liv, for når man bor i Snekkersten og normalt besøger København en gang om året, så er masseprotester ikke lige en del af ens hverdag.
De to veninder, Caroline Lyngsøe på 21, og Gittes datter, Karoline Aaskilde på 19, skal også til demonstration for første gang i deres liv. De forventer at få en oplevelse - og de forventer ikke mindst at protesten bliver hørt af politikerne på Christiansborg.
Viser sammenhold
Det skal de nu ikke regne med. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er taget på virksomhedsbesøg på Fyn og i Sønderjylland, og resten af regeringen og Dansk Folkeparti har heller ikke tænkt sig at hænge ud i Folketingssalen og lægge øre til protesterne fra pladsen.
Men faktisk er det også lige meget, lyder det fra blandingen af socialdemokrater, SFere og Enhedslistefolk i demo-bussen. Det afgørende er, at man er med. At man gør noget. At man viser sammenhold.
Og det er lige præcis det, demonstrationen i virkeligheden drejer sig om.
»Det er en solidarisk manifestation i forbindelse med fagbevægelsen. Demonstrationer er med til at skabe sammenhold og rejse nogle debatter i det offentlige rum,« siger dr. scient. pol. Flemming Mikkelsen, der forsker i protestbevægelser på Center for Ungdomsforskning på DPU.
»Der er nok ingen, der forventer at regeringen lader sig påvirke og tager »genopretningspakken« af bordet. Demonstrationen her er en del af den politiske kommunikation og en del af valgkampen,« vurderer Flemming Mikkelsen.
Forskellige politiske budskaber
Busserne sætter deres demonstrantpassagerer af ved Hovedbanegården. 150 busser i alt fra Jylland, Fyn og Sjælland er sat ind. Og nu vandres der i lange rækker direkte mod Christiansborg.
»Ej, vi skal lige have sådan nogle bannere,« råber de to C/Karoline'r og styrer direkte mod fagforeningen 3F's hjørnebod på Ingerslevsgade med gratis flaskevand og forhåndsproducerede »Stop Tyven« plakater.
»Hold op, hvor er det organiseret. Det må koste en masse penge,« siger Gitte.
»Ja, men det er en god investering,« konstaterer Caroline, mens vi suges ind i en gruppe FOA-folk fra Fyn og en flok metalarbejdere fra Lindøværftet med fane og det hele.
»Hold da op, hvor er her mange. Det er fantastisk at være med til. Sikke en stemning!« Rikke og Gitte, Karoline og Caroline lader sig opsluge af larmen, kaos'et og fællesskabet på Slotspladsen. Også selvom der er en vis divergens i de politiske budskaber.
»Strejker kan stoppe nedskæringerne« proklamerer en sælger af Socialistisk Arbejderavis. En anden vil have en arbejdsuge på 35 timer.
»Men jeg synes, at det er ok, hvis vi skal arbejde 38 timer om ugen - men måske skulle man undtage børnefamilierne,« siger Gitte og er således parat til at tage konsekvensen af S og SFs økonomi-pakke.
»Den, der ikke hopper, de elsker tyven« råbes der. Og så hopper og griner alle de omkringstående; der danses, råbes og fløjtes - og der bæres røde faner og en hel skilteskov ind på Pladsen.
»Lav noget larm,« råber ungdoms-konferencier'ne Morten og Line oppe fra scenen. Og inde på Facebook-gruppen »Nej til Pakken« med sine 86.000 fans mener de at over 80.000 mennesker er samlet til demonstrationen. Politiet vurderer det til 40.000. Men larme kan de.
Og jubler gør de, når LO-formand Harald Børsting på sit Sallingjyske læser op fra manuskriptet:
»Vi bliver ved, indtil vores stemmer er hørt« og »Vi kræver at den pakke tages af bordet!«
»En god tale,« konstaterer Gitte, mens hun udstyrer plakatens Pia Kjærsgaard med et kuglepens-overskæg.
»Han siger jo det, vi andre mener«.



































