100.000 kroner kostede Udlændingeservice ham, da de undlod at fortælle Peter Jelsted om EU-reglerne. Nu overvejer han at søge efter EU-reglerne, men mener ikke, at ministeren gør det nemt for hverken Udlændingeservice eller dem, som vil søge.
22. juni 2005, 19:00 – opdateret 2. september 2008, 22:11
Peter Jelsted mødte sin kone, Conie, på en rejse til Filippinerne.
Han har tidligere i Berlingske Tidende fortalt om de store økonomiske konsekvenser, som Udlændingeservices mangelfulde vejledning har betydet for ham.
Alt sammen noget der kunne være undgået, hvis Udlændingeservice havde fortalt ham om reglerne, så familien ikke havde behøvet at flytte til Filippinerne:
»Jeg har aldrig følt, at Udlændingeservice vejledte mig. Man skulle selv prøve på at undersøge tingene, og så ligesom forsøge at komme igennem med det, man havde,« fortæller han.
Sagens seneste udvikling har ikke efterladt meget tilovers for Birthe Rønn Hornbech:
»Jeg har egentlig altid haft respekt for Birthe Rønn, men det er altså ikke særligt tilfredsstillende, at hun ikke har givet de rigtige oplysninger i Folketinget. Og med ministerens zigzag-kurs kan jeg da godt forstå, at det er svært at vejlede, når man ikke ved, hvad man skal vejlede efter,« siger han om ministerens seneste udmeldinger om at droppe reglen, som betyder, at to uger i et andet EU-land kan være nok til at opnå familiesammenføring:
Prøver igen
»Der skal virkelig strammes op på alle de her regler. De, som søger, skal jo have noget at gå efter. Og det sørgelige er, at det ikke er blevet nemmere at finde ud af,« siger han og fortæller, at han netop har skrevet et brev til Udlændingeservice for at høre, om han kan få sin sag vurderet efter EU-reglerne, så han kan få de penge igen, som han har stillet i garanti, da han fik opholdstilladelse, efter at hans kone havde født i Filippinerne.



































