4. marts 2010, 22:30

Det er »cool« at være dømt for terror. Internt i det lukkede, radikale islamistiske miljø, hvor folk kender hinanden på kryds og tværs, giver det status at kunne associeres med terror, at have været i PETs søgelys, eller at pleje omgang med en af de imamer, der prædiker en mere ekstrem version af islam. Og gruppedynamikkerne minder om dem, man ser i kriminelle bander, vurderer terrorforsker Magnus Ranstorp fra det svenske forsvarsakademi, der bl.a. forsker i radikalisering.

»I forhold til »coolness«, så er der afgjort de samme dynamikker som i en gadebande. Jo mere ekstrem man er, jo mere status har man. Her handler det dog ikke om at lave kriminalitet, men om at være tæt på de radikale imamer, at tage initiativer, være med til at sætte dagsordenen og ekskludere sig selv fra det omkringliggende samfund. Det giver også status at være dømt for terror. Det har vi set med Said Mansour (dømt for at opildne til terror, red.), og det giver status at have været i konfliktzoner,« siger han.

I PETs søgelys

Terroranklager kan dog også få en negativ effekt, fordi færre tør tale med dem, der formentlig er under overvågning. Ph.d.-stipendiat Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der har lavet feltarbejde i miljøet omkring de københavnske terrorsager, er enig:

»Det er et tveægget sværd, for er man kommet i PETs søgelys, så ved alle, at man har PET i nakken og ikke kan bevæge sig så frit, men samtidig er det ret cool. Man bliver nærmest berømt og får noget »credit« i miljøet, især hvis man har været anklaget og har vundet over systemet,« siger hun.

At Danmarks Guantanamo-fange, Slimane Abderrahmane, eksempelvis er en af »berømthederne« i miljøet, blev tydeligt under Glasvej-sagen. Hovedmanden Hammad Khürshid, der blev idømt tolv års fængsel for forsøg på terror, havde et billede af ham på sin mobiltelefon. Det tog han, da han første gang mødte ham i moskéen, fortalte den terrordømte selv i retten.

Terror som identitet

Seniorforsker Manni Crone fra DIIS, der også har lavet indgående feltarbejde, vurderer, at de terroranklagede typisk bevæger sig i to retninger, efter de har været i myndighedernes søgelys eller igennem retssystemet.

»Der er dem, der ryger helt ud og forsøger at skabe et nyt liv, og så er der dem, der kører sig op på den prestige, de har fået, at nu er de »de militante« eller »fortropperne«. De bliver hængende i miljøet, og terroranklagerne bliver nærmest en hel identitet for dem,« siger hun.

Ifølge terrorekspert Magnus Ranstorp går tiltrækningskraften dog ikke uden for miljøet, og generelt er man meget tilbageholdende over for nye mennesker, fordi man konstant frygter at blive infiltreret af politiet. Situationen er dog alligevel bekymrende, fordi idoldyrkelsen og prestigen kan inspirere andre til at gå lige så langt for at få status, vurderer han.

»Det kan have en selvforstærkende effekt inden for miljøet.«