4. august 2008, 21:14 – opdateret 4. august 2008, 21:32

8.611 meter i utæmmet, vild natur er der til toppen af verdens næsthøjeste bjerg, K2, der ligger på grænsen mellem Pakistan og Kina. Kolossen med de syv hovedkamme anses af bjergbestigere for at være ét af verdens sværeste bjerge at bestige. På K2 hviler også 75 sjæle, der aldrig kom ned i live, men alligevel prøver flere ekspeditioner årligt at forcere bjerget, der tager op imod en måned at bestige. Det er en voldsom kamp, menneske imod bjerg, og kun 280 havde ved udgangen af 2007 vundet kampen.

I fredags rev en 12 meter tyk isblok sig løs fra bjerget og tog 11 bjergbestigere med sig i afgrunden. Ifølge nyhedsbureauet AP var mindst 22 mennesker undervejs mod den glorificerede top, da ulykken skete i 8.211 meters højde i det område, der kaldes »Bottleneck«. Tidligere på ugen og længere nede ad bjerget var den danske bjergbestiger Nick Nielsen med i en gruppe, der valgte at opgive at nå toppen af bjerget.

»Deroppe var det kun et spørgsmål om, hvornår det var vores tur til at blive ramt,« fortæller Nick Nielsen, der befandt sig i Lejr 1 en uge før ulykken, men måtte vende om efter adskillige forsøg på at nå til tops ad Abruzzi-ruten.

I går reddede en pakistansk militærhelikopter ifølge Ritzau to forfrosne hollandske bjergbestigere ned fra bjerget. Hollænderne blev fløjet til militærhospitalet i Skardu, hvor lægerne i går overvejede, om det var nødvendigt at amputere nogle af mændenes hænder og fødder, som er ramt af forfrysninger.

Men hvad er det, der driver mennesker til at række ud efter himlen og forsøge at nå verdens top, når vejen som på K2 er fyldt med livstruende stenskred og rullende laviner?

Reinhard Stelter, idrætsforsker ved Institut for Idræt på KU, siger:

»Individets placering i vores samfund er i dag således, at vi er tvunget til at udvikle vores egen identitet, hvor det tidligere var vores sociale baggrund, som bestemte vores identitet. På grund af samfundets hurtige dynamik skal vi selv finde vores eget jeg, som udvikles igennem selviscenesættelse,« siger Reinhard Stelter.

»Vi mennesker har brug for nogle fællesskaber, som også selviscenesætter sig på vores egen måde. Og bjergbestigere bekender sig til en bestemt livsstil. Og når man har været oppe på bjergets top, har man masser at fortælle sin omgangskreds, og det giver jo ofte respekt at bestige bjerge,« siger han.

Idrætsforskeren peger på, at bjergbestigere ofte er uafhængige, karriereorienterede og veluddannede mennesker.

»Jeg ville ikke dø«
For ingeniør Nick Nielsen er bjergbestigning en helt naturlig sag. Han søger ikke adrenalinens »naturlige rus «, men derimod naturens storslåethed. Han har besteget Mount Everest og været med på flere store ekspeditioner. Men K2 er kongernes bjerg.

»Siden jeg var en lille dreng og så en film om K2, har jeg drømt om at bestige bjerget. Det er mit absolut ultimative mål. Jeg kender godt naturens farer, og jeg anerkender, at bjerget bestemmer over os,« fortæller Nick Nielsen.

Den 33-årige bjergbestiger og hans makker Jacob Wetche måtte for blot en uge siden opgive drengedrømmen og vende om på K2. Inden da havde de vandret i en hel uge fra basecamp til Lejr 1, hvor de mødte blandt andre nordmanden Rolf Bae, som nu er blevet rapporteret død efter ulykken fredag.

Nick Nielsen voksede op blandt fjelde og kilometervis af is i Grønland, og af samme grund bliver han ikke skræmt, når han bevæger sig igennem naturens store vidder og voldsomme vejrforhold. Hans 15 års erfaring som bjergbestiger har hurtiggjort hans reflekser, og dem har man brug for i kampen mod bjerget.

»Når du først har lagt din skæbne i bjergets vold, kan ét sekunds manglende fokus koste dig livet,« fortæller Nick Nielsen.

Nick Nielsens team troede på, at de kunne klare den planlagte tur til toppen ligesom de andre. Men undervejs til Lejr 2 fløj store sten forbi deres ører, og de gled på den stejle bjergside. Beslutningen var ikke svær at træffe for den erfarne bjergbestiger: han skulle ikke være én af dem, der mistede livet, fordi de fik »top-feber« og for alt i verden måtte nå til tops på bjerget. Nick Nielsen havde nemlig lovet sin familie, at han kom helskindet hjem til dem. Og noget har ændret sig siden hans unge dage som bjergbestiger, fortæller han.

»Jeg troede ikke, at det gjorde en forskel for mig at få Aslak (Nick Nielsens ni måneder gamle søn, red.), men jeg tænker helt anderledes, når jeg er på et bjerg i dag. Før har jeg oplevet farer, men jeg er kommet over det hurtigt. På K2 tænkte jeg på, at jeg ikke ville give slip. Jeg var simpelthen så bange for at dø, for så ville jeg gå glip af mange oplevelser med min søn og kæreste.«