5. marts 2008, 22:30

Det bedste ved at være normal er, at man sparer så dejligt meget tid og penge og andet godt på at rende rundt og te sig, som om man var noget ganske særligt. Oh, at være kedelig og fra Midtjylland – det er altså ikke dårligt. Det eneste, der er skidt, er at der ikke er nogen, der vil gide læse min selvbiografi, hvis jeg i et anfald af selvhøjtidelighed skulle finde på at skrive sådan én. Hvilket i øvrigt er det eneste, jeg plejer at kritisere mine forældre for ved festlige lejligheder. Ikke et eneste trauma har de givet mig og mine brødre med på vejen. Ingen stofmisbrugere eller alkoholikere eller depressioner eller interessante sygdomme. End ikke en smule vanrøgt kan man tale om (medmindre det tæller, at hele min familie grinede og vinkede farvel og god tur, da jeg i et anfald af en 8-årigs raseri pakkede min legetøjsbarnevogn og flyttede over til naboen – og måtte slæbe al mit habengut op ad deres meget lange, meget stejle trappeopgang).

FOR HELT ÆRLIGT. Der er jo ingen, der gider læse om os kedelige normale mennesker: Så blev hun født og var helt normal og havde en normal barndom og gik i skole og det gik fint og tog en videregående uddannelse og det gik også helt godt og blev gift og fik arbejde og børn og en tørretumbler og et avisabonnement. Og resten af familien har det også godt, og der er ingen, der bliver skilt, og de får alle sammen ca. 2,4 børn. Og de levede og var rigtig godt tilfredse med det meste til deres dages ende.

Selv har jeg fået børn, der sover og spiser og bøvser og prutter helt og aldeles normalt. Men hvem gider høre om det? Niks, vi vil have babyer med kolik, og forældre der aldrig får sovet igennem, og det er bare så hårdt alt sammen. I virkeligheden er det jo ikke sådan. Det ekstreme og groteske får bare lov til at fylde alt for meget. Det sjove ved at betragte sig selv som normal og lettere kedelig er jo, at man finder ud af, at det normale i dag er højst unormalt. I min egen generation er mange i gang med at æde sig selv op indefra på grund af et mere eller mindre formløst og selvskabt idealbillede, hvor man potentielt set er Noget Ganske Særligt.

Man fortjener noget ganske særligt, og man skal leve sit liv på en ganske særlig måde. Man er på en eller anden måde destined to greatness, og det er da utroligt, at alle de andre idioter ikke kan se det. Livet skylder ligesom én noget. Tror man på reinkarnation, er der f.eks. også påfaldende mange, der i tidligere liv har været Prins Valiant eller Marie Antoinette – ikke risbonde i Kina (som statistisk ville være langt mere sandsynligt).

SOM GANSKE NORMAL ER jeg så heldig, at jeg absolut ingen problemer har med at få min mor på besøg, mens nullermændene flyver om ørerne på mig, og snavsetøjet selv kan kravle ud til vaskemaskinen. Vores have ligner en mellemting mellem en trælasthandel og en militær øvebane, og havde jeg en krone for hver tom toiletrulle, der triller rundt på mit badeværelsesgulv, kunne jeg købe mig en pæn stor isvaffel.

Men jeg har veninder, der pynter op som var det juleaften, når deres familier kommer på besøg.

At ville være noget ganske særligt kan være en stor belastning, hvis man i virkeligheden mere er lettere almindelig. For så er intet godt nok – man udvikler sig ikke nok på sit arbejde, man får ikke nok igen af sin kæreste, pengene er for få og rejserne for gennemsnitlige. Virkeligheden bliver utilstrækkelig i forhold til den drøm, man helt sikkert fortjener, men ikke helt ved hvad er.

Og derfor knækker min generation. Med stress og jag og ondt i sjælen. Med brudte parforhold og forspildte muligheder. Hvis end ikke ens familie må se, hvad og hvordan man i virkeligheden er, hvorfra ved man det så i grunden selv? Og er det ikke det, man i grunden burde bruge sin tid på? At være sig selv?

Hører man nu til dem, der bliver helt svedt ved tanken om at være en metervare, en prik i universet, et ganske almindeligt menneske – og så bare tag det roligt. Det er helt aldeles ganske normalt.

Etik og Eksistens skrives på skift af:

Katrine Winkel Holm, teolog, Elisabeth Dons Christensen, biskop, Anne Skare Nielsen, cand.scient.pol. og biolog, samt Morten Albæk, cand. mag. og forfatter.