7. oktober 2007, 03:00

Amalie ser glad ud, som hun sidder dér sammen med sin lillesøster og de to mindre brødre. Et pletfrit og piget ansigt, velplejet mørkt hår og venlige brune øjne, der nærmest holder én fast.

Men det er et før-billede, og det eksisterer kun i den indrammede udgave, der står på stuebordet i Ann Kroghs lejlighed.

Efter-billedet er mere kompliceret, men Ann Krogh vil gerne fortælle om det, og hvordan det kom dertil, så vidt som hun selv forstår det.

Om hvordan familielivet kom på prøve og dumpede. Om hvordan hun mistede ethvert greb om sin datter og senere om sig selv, om smerten og absurditeten og om den svære vej tilbage til en værdig måde at være familie på.

Amalie har på forhånd sagt nej til at medvirke, selvom hun ved, at hun ser anderledes på forløbet end sin mor og derfor kunne tilføje en vigtig dimension. »Jeg bliver bare hængt ud,« har hun sagt til sin mor.

Derfor er det kun Ann selv, der efter en lang arbejdsdag inviterer indenfor i lejligheden i København. Mens hun prøver at samle tankerne, byder hun på økologisk Earl Grey-the og en cremet roulade samt sprøde småkager fra konditori La Glace.

Bag hende står billedet af de fire børn – som en slags dokumentation for, hvordan det var engang. Hvis hun selv skulle komme i tvivl.

I adskillige år troede Ann, at hun havde fod på det med at være mor. Hun forlod ganske vist Amalies far kort efter fødslen, men hun blev hurtigt dybt forelsket i en anden mand, der blev far til resten af børnene, så Amalie voksede op i en kernefamilie.

»Vi havde alle de gode intentioner med vores børn. Vi læste godnathistorier, sang sange, gik ture i skoven, spiste økologisk og lavede sjov,« siger Ann, der heller aldrig var i tvivl om, at børnene skulle i Rudolf Steiner-skole, hvor de kunne udvikle deres musiske evner og blive helstøbte mennesker med respekt for andre.

Og sådan blev Amalie da også langt hen ad vejen. Glad, åben, selvstændig, hurtigt tænkende og velformulerende.

Ingen ved helt, hvornår det stoppede. Set i bakspejlet skete der noget i løbet af 6. klasse, som måske var et råb om hjælp. Amalie ville skifte skole.

»De andre var bedre end hende, mente hun. Jeg diskuterede det meget med hendes klasselærer, men vi var enige om, at der ikke var nogen idé i at komme i en anden skole,« husker Ann.

Det næste nødråb kommer som et chok:

Amalie vender hjem med en posefuld af tøj og ting, hun har stjålet i supermarkedet Føtex sammen med en veninde. Det er hun selv med til at aflevere, og hun bryder sammen og lovede, at det aldrig vil ske igen.

Tiden derefter husker Ann som fuld af skænderier.

»Jeg følte, at hun provokerede mig helt vildt. Jeg var yt og måtte ikke blande mig, når hun havde veninder på besøg – og da slet ikke spørge, om de ville have te. Så blev hun rasende,« fortæller Ann og husker, hvordan Amalie smækkede køkkendøren så hårdt, at ruden gik, hvilket virkede voldsomt på hendes mindre søskende.

Over tid trak Amalie sig væk fra sin mor og tilbragte tiden med veninder, så på tøj eller besøgte sine bedsteforældre.

»Jeg tænkte, at det var fint nok.«

Men så kommer chok nummer to:

En af familiens bekendte, som i årevis havde haft Amalie og flere andre børn på ferieophold, bliver sigtet for årelang pædofili.

»Det ramte mig et sted, jeg ikke kendte. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Amalie var kommet i den familie, fra hun var otte år, og da jeg fortalte hende om sigtelserne og de krænkede børn, forklarede hun, hvordan det samme var sket med hende. Manden havde følt på dem, når de lå i deres senge – både uden på og under tøjet.«

Ann begyndte at fiksere meget på overgrebene og forklarede Amalies ændrede opførsel med dem. Samtidig kæmpede hun for at få psykologhjælp til hende, men alle steder var der lange ventelister.

»Hun begyndte at turnere rundt i København, mens jeg var på arbejde. Det lød så tilforladeligt, når hun fortalte, at hun havde drukket te hos den og den – blandt andet på Christiania – men jeg frygtede, at hun løj og tænkte på, hvordan jeg kunne vinde hendes tillid.«

Det år gad Amalie ikke begynde i 8. klasse efter sommerferien, og hun begyndte at pjække sammen med en veninde.

»Hun løj mere, og så kom hun hjem med den underligste accent – som om hun var en indvandrer, der ikke helt havde fået fat i sproget,« siger Ann, der studsede over, at Amalie opsøgte miljøer som Mjølnerparken.

Pludselig ville hun være muslim og gå med slør, og pludselig havde hun fået et udenlandsk klingende gadenavn.

»Det utrolige var farten – hun kunne have 25-50 nye bekendtskaber på en uge.«

Nu fik Amalie lov til at skifte skole, hun kom i den nærmeste folkeskole, men det hjalp ikke. Snart satte inspektøren hendes skolegang på standby. Hun havde kun været der i seks lektioner, og desuden havde hun opført sig truende over for en pige.

Ann erkendte, at hun havde mistet grebet om Amalie, men at hun også skulle slippe taget i sig selv, havde hun ikke troet. Hun, der var uddannet pædagog og altid fik at vide, at hun var god til sit arbejde.

Chok nummer tre falder på Amalies 14 års fødselsdag.

»Vi har aftalt at hygge os sammen, men pludselig hører jeg Amalie lave en anden aftale over mobiltelefonen. Vi kommer op at skændes rigtig voldsomt i løbet af den aften, og på et tidspunkt stikker jeg hende en bragende lussing, så hun sætter sig på sengen. Vi er chokerede begge to. Hun vil bare væk, men klokken er et om natten, og jeg vil ikke lade hende gå, før hun er rolig. Derfor sætter jeg mig oven på hende,« fortæller Ann og ligner en, der ikke selv kan tro på historien lige her midt i Earl Grey og konditorkager.

De næste dage blev ikke bedre, og inden ugen var omme, havde Amalie igen truet en pige fra skolen. Hun ville ikke hjem og sagde over mobilen, at hun ville tage på den sociale døgnkontakt. De ville holde Ann orienteret, sagde Amalie og afbrød forbindelsen.

Den dag flyttede Amalie hjemmefra. Som 14-årig.

»Man forstår jo slet ikke, at man sidder i den situation. Det var, som om en eller anden havde taget bolig i hende,« siger Ann.

Næste dag blev det besluttet at anbringe Amalie på en akutinstitution, for hun ville stadig ikke hjem.

»På en måde var det befriende, fordi jeg ikke længere var alene om det. Men samtidig var det barokt, fordi man blev helt løftet ud af alt. Hvad skulle der nu ske?«

Ugerne gik, og Ann ringede hver dag, men ofte ville Amalie ikke tale med hende. Hun tog piller og skar i sig selv, hørte Ann. Ann prøvede at passe sit arbejde og de andre børn, med til sidst måtte hun sygemelde sig i en periode.

»Det føltes underligt. Amalie var der ikke, og jeg skulle ikke piske mig selv på arbejde. Jeg kunne ligge i timevis og tænke og sove. Jeg havde også en masse angst – kunne vågne om natten og være ved at kaste op, fordi jeg havde drømt, at der lå en ung pige i en flod.«

Ann fik endelig kontakt til en psykolog og fik talt om sin enorme skyldfølelse, som var på vej til at frarøve hende al selvtillid. Hun havde også svært ved at forklare sig over for dem, hun kendte, når de vantro udbrød: ’Guud, er det gået Amalie sådan?’

»Det var dejligt at få nogle ting på plads, men samtidig hørte jeg mig selv gentage – nærmest som en papegøje – at Amalie også trængte til psykologhjælp.«

Amalie var imidlertid ikke let at greje for institutionen. Hun ville ikke tale med en psykolog, hun brugte ikke skolen, og hun kom ikke hjem til tiden om aftenen.

»Hun fik lov at gå planken ud og prøvede hash, speed og også kokain, tror jeg. Hun var helt bimmelims og ville ikke snakke med mig. Hun var vist bange for, at hvis vi kom godt ud af det med hinanden, skulle hun hjem igen.«

Ann søgte gode råd hos Forældrestøtten og var i hele forløbet tryg ved de fagfolk, der prøvede at hjælpe Amalie. Måske fordi hun selv er i faget, siger hun og glæder sig over, at Amalie blev beskrevet som en pige fuld af ressourcer og med et stærkt kærlighedsbånd til sin mor.

På et tidspunkt konkluderede socialforvaltningen, at Amalie havde brug for professionel hjælp. Hun blev tilbudt et ophold på døgninstitutionen Nærumgård, der lå dejligt og havde intern skole, men det var ikke noget, som Amalie faldt for.

Tværtimod kvitterer hun med chok nummer fire – det sidste, som sender hende til bunds.

»En dag tager hun ind til København og tæver en helt uskyldig pige. Pigens forældre tilkalder politiet, og nu skal Amalie sættes i en sikret afdeling på Sønderbro. Jeg skal bare skrive under.«

»Amalie fatter det ikke. Hun spørger, hvornår hun skal være hjemme om aftenen. Jamen, her bliver du slet ikke lukket ud, siger de så«.

Nu blev hun mandsopdækket 24 timer i døgnet. Efter den sikrede institution flyttede hun til opholdsstedet Bøgholt ved Århus, hvor hun kom til at tilbringe to år.

Hendes mor besøgte hende først alene, så sammen med lillesøsteren, og efterhånden turde de også have Amalie hjemme på weekendbesøg.

»Det var en smertefuld proces for os alle sammen. To skridt frem og et tilbage – men hun fik noget rygrad. Hun blev glad og fik lyst til at bruge sit liv til noget,« siger Ann og fortæller, hvordan billederne af Amalie på Bøgholt tydeligt viser den udvikling, hun var igennem.

Her i sommer tog Amalie sin 9. klasses eksamen på Bøgholts interne skole, hvor hun scorede institutionens første 13-tal, og så blev hun udskrevet.

16 år gammel.

I dag bor Amalie tæt på sin mor i en hybel, hvor der også bor andre unge og en socialformidler. Hun er begyndt på HG, har fået søde veninder og et fritidsjob i Netto.

»Men der er lang vej endnu. Amalie er i puberteten og har stadig en masse, hun skal have bearbejdet. Det er en stor mundfuld at skulle stå op om morgenen, holde rent og lave lektier, og hun fortolker stadig mødepligt ret frit. Men jeg tror, hun er ansporet i den rigtige retning.«

Samtidig har Ann og Amalie langsomt fået en kontakt, som Ann beskriver som værdig.

»Jeg har brugt megen tid på at komme mig over alle de chok. Desværre er jeg stadig meget på vagt, og det irriterer hende. Jeg har sådan en længsel efter at kunne stole på min datter.«

Af hensyn til Amalie og hendes »nye liv« optræder Amalie og Ann ikke med deres rigtige navne. Disse er naturligvis redaktionen bekendt.