Hvor Anders Foghs værdikamp primært var i tæt forbindelse med krigen mod terror og de internationale diskussioner efter Muhammed-krisen, forventes det at Lars Løkkes værdikamp vil blive hjemlig.
8. april 2009, 19:21 – opdateret 8. april 2009, 21:46
Da Anders Fogh Rasmussen i denne uge skulle gøre sit politiske regnebræt op efter syv et halvt år ved magten, nævnte han værdipolitikken som en af de afgørende succeser.
Spørgsmålet er så, hvor Lars Løkke Rasmussen lægger sig på den værdipolitiske front, som har været så afgørende de senere år. Her har Løkke hverken før eller efter statsministerskiftet været særlig meddelsom. Og både Dansk Folkeparti og de Konservative efterspørger hurtig aktion fra den nye statsminister, nu hvor de mest højtprofilerede værdikæmpere i regeringen – Fogh selv og tidligere velfærdsminister Karen Jespersen – er væk og en anden af hovedkræfterne i værdikampen Claus Hjort Frederiksen som finansminister forventes at få nok at se til med finanskrise, kommuneøkonomi og den slags.
»Folk vil sikkert spørge sig selv, hvor værdikampen bliver af, nu hvor Karen Jespersen er væk, og Claus Hjort er blevet finansminister. Men så må statsministeren lægge linjen. Det gjorde Fogh, og det må Løkke også gøre. Ministrene må følge regeringens linje i denne sag, og de kan ikke bare køre deres eget sololøb,« siger Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup.
Khader bekymret
De Konservatives formand for Folketingets Udenrigsudvalg Naser Khader er også bekymret.
»Vi ved jo ikke noget endnu om Venstres nye linje. Men det er helt sikkert, at vi konservative skal være dem, der går forrest i værdikampen – både nationalt og internationalt,« siger Naser Khader. Han peger på, at lov og orden jo er noget, som hans parti altid har stået for, og at det mere handler om for eksempel i integrationspolitikken at give folk det rette modspil.
»Det var det modspil, som gjorde mig selv til demokrat. Når jeg blev konfronteret med de demokratiske værdier. Og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg hellere vil have en demokratisk arbejdsløs, end en fundamentalist med et arbejde her i det danske samfund. Den værdikamp skal vi tage,« siger Naser Khader.
Den nye finansminister Claus Hjort Frederiksen siger i dagens avis, at den nye værdikamp kommer til at stå på velfærdsområdet og i en konfrontation mellem regeringen og oppositionen, men Dansk Folkeparti vil minde regeringen om, at tørklæder, Hizb ut-Tahrir og kampen mod islamister stadig skal have topprioritet.
»Vores signal til Lars Løkke er, at regeringen skal være med til at føre værdikampen, ellers er der andre der gør. Socialistisk Folkeparti har i en periode diskuteret Hizb ut-Tahrir. Regeringen skal fortsætte den kamp, ellers har den et problem. Hvis ministrene ikke gør det, så må Lars Løkke tage over. Jeg mener, der er et behov for, at statsministeren bliver en aktiv del af værdikampen,« siger Peter Skaarup fra DF.
V-ordfører: Værdikamp vigtig
Venstres nye politiske ordfører Peter Christensen erkender, at værdikampen har været ude af fokus den seneste tid. Men det er stadig en vigtig kampplads, siger han.
»Det gælder om at kæmpe for dansk kultur i det offentlige rum. Hvad der sker hjemme bag gardinerne, for eksempel med religion, vedrører ikke politikere. Det kan være en diskussion, hvis der er børn involveret. Men vi skal kæmpe for den danske kultur, som for mig er højskolesangbog, ringriderfrokost, folkeskole – det fælles. Jeg har ingen færdig recept, men man ved jo godt, hvornår den danske kultur er under angreb,« siger Peter Christensen.



































