Politiet står klar til at tage mod de mange demonstranter, der er på vej mod Sandholm-lejren. Lederen af asylcentret er bekymret.
25. oktober 2008, 15:12
Andreas Karker, Birger A. Andersen og Jens Rebensdorff, jrf@berlingske.dk
Når demonstranterne om kort tid når frem til Sandholm-lejren, vil de gå direkte ind i en blindgyde, hvor politiet nemt kan få overtaget i en konfrontation.
De vil gå ind i en blindtarm, hvor der på den ene side er et hegn, og på den anden side er åbne marker, hvor fem-seks betjente på heste står klar sammen med hundevogne, 19 blå mandskabsvogne samt fire hollændervogne.
Desuden er tre grupper på hver 10-15 kampklædte betjente klar til at tage mod demonstranterne på marken mod Blovstrød. Hver gruppe har en større mængde udstyr med sig, bl.a. tåregas.
Politifolkene er i kampuniform, men har foreløbig fået ordre på at holde deres hjelme i bæltet indtil videre.
En helikopter kredser over hovedet på demonstranterne.
Også ved Saltholmlejren er en større helikopter i luften. Arrangørerne af demonstrationen har over højtalervognen meddelt deltagerne, at de deltager i en lovligt indkaldt demonstration. Hvis demonstrationen skulle blive spærret vejen, vil man gå alternative ruter ud til lejren. Ruterne vil blive markeret med lilla faner.
Lederen venter bekymret
Lederen af Røde Kors’ asylafdeling Jørgen Chemnitz står foran porten lige bag politiafspærringen og venter bekymret:
- Vi har haft enkelte episoder, hvor der har været diskussion, om hvor vidt beboerne må gå ud af lejren. Vi har givet dem lov til at gå ud, men sagt at så kan de til gen gæld ikke komme ind igen, siger han.
- Hvis det ender med voldelige konfrontationer, er jeg bange for, at der er meget, der skal repareres bagefter. Ikke kun hærværket på bygningerne, men også de skader, det efterlader i asylsøgernes psyke, siger Jørgen Chemnitz.
Løbesedler advarer demonstranter
Målet med demonstrationen er at vælte hegnet og lukke lejren. Og aktionen er strategisk koordineret og koreograferet ned i mindste detalje.
Det fremgår af løbesedler, der bliver uddelt blandt demonstranterne.
Løbesedlerne indeholder detaljerede råd og vejledninger til aktivisterne.
-På et tidspunkt vil nogle af aktivisterne bryde ud af demonstrationen. Hold øje med de lilla faner, står der f.eks.
De gule sedler indeholder også et kort over Sandholm-lejren, der er opdelt i fire områder: Beboelse, fængsel, udlændingeservice og kontrolpost. Ud for beboelse står der ’keep out’, bliv ude. De andre tre områder mener aktivisterne åbenbart det er i orden at trænge ind i.
- Aktionen er konfrontativ men ikke voldelig. Men tagene skal erobres, hegnet skal v æltes og lejren skal lukkes. Du kan deltage på det niveau, du selv ønsker, står der på løbesedlerne.
Måden, aktionen er tilrettelagt på, minder meget om tidligere voldelige konfrontationer med politiet under kampene om Ungdomshuset. Også her blev der brugt forskellige signalfarver og forskellige grupper af aktivister, der deltog på forskellige niveauer.
En af aktivisterne, den 24-årige pædagogmedhjælper Anne Bågø, siger:
- Vi vil klippe hul i hegnet, men møder vi modstand, trækker vi os.
Ifølge hende har aktionen været planlagt siden marts.
































