72-årig hjælpeløs og svært dement iraker er sat i fængsel sammen med sin kone. Kirkeasyl-gruppen frygter snarlig tvangsudvisning.
6. oktober 2009, 21:47 – opdateret 6. oktober 2009, 22:10
Den 72-årige svært demente Hassan Gardi og hans kone, Gulizar Ahmed, blev i dag anholdt og overført til asylfængslet Ellebæk ved Sandholmlejren. Det oplyser organisationen Kirkeasyl tirsdag aften.
Parret blev anholdt på deres bopæl i Røde Kors-centret i Kongelunden, der er indrettet specielt til asylansøgere med behov for ekstra og særlig omsorg.
For en uge siden gennemgik Hassan Gardi en fornyet hjernescanning. Her blev der konstateret svær demens og en forværring af hans tilstand i forhold til tidligere, oplyser Kirkeasyl.
Hassan Gardi kan ikke klare sig selv og ifølge en dansk lægeerklæring burde han opholde sig på et plejehjem og få speciel behandling.
Ikke grund til ophold
Men han har både fået afslag på asyl og på humanitær opholdstilladelse. I det seneste afslag fra juli i år skriver Integrationsministeriet:
- Demens – uanset hvor belastende det måtte være for Dem – er således ikke en sygdom, der i sig selv kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. (…) at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, (kan) ikke føre til andet resultat.
Ministeriet har i sit afslag på humanitær opholdstilladelse lagt vægt på, at Hassan Gardi plejes af sin ægtefælle. Hun vil, hedder det i afslaget, ”ved en tilbagevenden til Irak fortsat kunne tage sig af Dem.”
Horribelt og rystende
Hassan Gardi blev landskendt, da han i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke blev fotograferet, da han skulle hjælpes ned ad kirkens trappe. Ægteparret blev ikke anholdt ved den lejlighed og valgte i en periode at gå ”under jorden”. Men i den seneste tid har de to boet i asylcentret Kongelunden.
Talsmand Jakob Tamsmark fra Kirkeasyl kalder det ”horribelt og rystende”, at en alvorligt syg mand sættes bag tremmer.
- Intet samfund kan være bekendt at spærre dødsens syge og hjælpeløse mennesker inde. Det er helt ufatteligt at en diagnose, som i andre tilfælde ville give humanitær opholdstilladelse, åbenbart fuldstændig ignoreres, når det gælder irakerne, siger han i en pressemeddelelse.
Ægteparret Gardi , der har opholdt sig i Danmark i otte år, er – efter normal procedure - ikke blevet orienteret om hvorfor de er anholdt. I Kirkeasyl frygter man, at parret snart vil blive tvangsudvist til Irak.

































