De store folkelige informationskampagner har ændret danskernes vaner. Men nu er vi gået i stå.
4. januar 2009, 21:41 – opdateret 4. januar 2009, 22:04
Virker informationskampagner?
Der har ikke været tradition for at evaluere de store statsbetalte informationskampagner. Derfor ved man meget lidt om, hvad der virker og hvorfor. Men man kan se på statistikker over danskernes sundhedsadfærd, at nogle kampagner har haft effekt på et overordnet plan.
Et eksempel er 1980ernes »Skrab brødet«. I dag undlader fire ud af ti at bruge fedtstof på brødet. Rygestopkampagner har betydet, at man har halveret rygning blandt danskerne fra 1950erne til i dag, og f.eks. alkoholkampagner betyder, at færre kører spirituskørsel og flere kender genstandsgrænsen for sit eget køn. Også »6 om dagen« – om frugt – og Minna og Gunnars »Det er ikk’ så ringe endda« – om fisk – kender de fleste.
Hvad er så problemet?
Selv om folk kender det sunde budskab, ændrer de ikke altid adfærd. Frugt-, grønt- og fiskforbruget er stadig for lavt. Og taler man ulighed i sundhed – altså dét, at en befolkningsgruppe er langt sygere og dør tidligere end det øvrige samfund – har informationskampagnerne et stort problem. Man kan f.eks. se på rygestatistikkerne, at de lavtuddannede stadig ryger i stor stil. Bl.a. ryger dobbelt så mange lavtuddannede kvinder som deres højtuddannede kønsfæller. Man ved også, at overvægt og manglende motion er mere udbredt hos lavindkomstgrupper.
Hvad kan man gøre i stedet?
Det kan synes uretfærdigt, men hvis man vil ændre adfærd hos unge og hos lavindkomstgrupperne, er én vej at ramme dem på pengepungen. De to grupper er sårbare over for prisstigninger. Dette kan udnyttes på tobak, alkohol og usunde fødevarer. Der kan i stedet kompenseres med afgiftsnedsættelser på sunde fødevarer.
Samtidig er målrettede initiativer rettet mod de sårbare grupper en mulighed. F.eks. skolemad og flere idrætstilbud i belastede områder, kontrolbesøg hos sårbare familier og flere lokale kampagner rettet mod mindre målgrupper, f.eks. i en enkelt kommune.



































