Politikens undskyldning for Muhammed-tegningerne er ikke et knæfald for noget som helst, mener de Radikales formand, Margrethe Vestager.
26. februar 2010, 10:43
Et begavet forsøg på at komme videre. Sådan vurderer de Radikales formand, Margrethe Vestager, dagbladet Politikens undskyldning til de personer, der har følt sig krænkede af genoptrykningen af Muhammed-tegningerne.
Vestager afviser pure, at undskyldningen rokker ved ytringsfriheden.
- Det er fornuftigt, at Politiken har valgt dialogens vej. Der er ingen løfter om ikke bringe tegningerne igen. De beklager heller ikke, at de gjorde det. Det eneste, de gør, er at undskylde, at tegningerne endte med at krænke nogen. Det er et begavet forsøg på at komme videre, siger Margrethe Vestager til berlingske.dk.
Konfrontation leder til fjendtlighed
Den Radikale leder er også uenig i bladtegner Kurt Westergaard udlægning af, at undskyldningen er en glidebane, der kan betyde, at danske forhold skal bedømmes ud fra muslimsk målestok.
- Jeg er tværtimod bange for at konfrontation leder til misforståelser og dermed mere fjendtlighed, siger hun.
LÆS OGSÅ:
Uffe Ellemann: Klogt af Politiken
Lisbeth Knudsen: Politiken er ikke udenrigsminister
Oppositionens leder Helle Thorning Schmidt kaldte her til morgen Politikens forlig for vanvittigt. Det overrasker Vestager, at så mange politikere, debattører og medier automatisk reagerer med forfærdelse.
- Nu taler jeg jo ikke på deres vegne, men jeg synes, det er lavtflyvende sund fornuft at sige: det var ikke vores mening af krænke nogen – hvis nogen alligevel er blevet krænket, undskylder vi det.
Hvordan skal de andre medier, der er blevet kontaktet af den saudi-arabiske advokat reagere?
- Det er en god idé at prøve med dialog, før man går i retten og beder en dommer om at afgøre konflikten. Det er ikke sikkert, at en retssag giver det, vi gerne vil have, siger Vestager til berlingske.dk.
































