Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

De hurtige - de hyggelige

Madkurv og motionsløb var i føretrøjen, da Sjælsø Rundt pakkede Nordsjælland ind i cykelshorts.

Det handlede mere om at hygge sig end om at køre hurtigt, da tusindvis af glade motionister i går trampede sig gennem cykelløbet Sjælsø Rundt i Nordsjællands grønne omgivelser.

INFO: Se din egen tid her
VIDEO: Se videoreportage fra Sjælsø Rundt her
FOTO: Se billeder fra Sjælsø Rundt her

Det var i år fyrretyvende gang, at det traditionsrige motionsløb sendte sine mere end 7.500 deltagere ud på landeveje og skovstier, forbi stråtækte huse og langs med smukke søbredder. Og selvom nogen kørte stærkt, tog størstedelen af den langstrakte motionistfelt sig god tid til nyde bøgeskovene nord for København. Ja, mange havde såmen ikke mere travlt, end at der blev tid til at se nærmere på indholdet af den medbragte madkurv undervejs. Eksempelvis familien Larsen, der tog et hvil i græsset foran Sandholmlejren.

»Er I ikke bekymrede over, at tiden tikker, mens i sidder her og slapper af?« ville Berlingskes udsendte vide.

»Nej, pyt med tiden, vi kører for at hygge os,« lød svaret samstemmigt. Alt efter temperament kunne motionisterne kaste sig ud i 28, 50 og 125 kilometer på cyklen, og når først målet var nået, blev de ømme lår plejet med både pølser og fadøl – så pyt med at det dryppede lidt fra oven!

Stolt vinder

Hurtigste rytter på de 125 kilometer blev Jacob Ørholm fra københavnerklubben DK1115. Han lå i udbrud det meste af løbet og gik benhårdt efter at vinde:

»Min taktik var at komme afsted fra start, og det lykkedes, så jeg er meget glad,« fortalte han efter at have tilbragt 3 timer og 16 minutter i sadlen.

Tilbage foran Sandholmlejren stod makkerparret Poul Schelde og Jørgen Klausen. De havde taget turen fra Falster for at være med i løbet, og nu nød de en tår vand og et par bananer inden sidste del af 50 kilometerruten skulle tilbagelægges.

»Jeg fik lokket Jørgen med sidste år, fordi der er så kønt heroppe,« fortalte 66-årige Poul Schelde.

»Ja, og så sagde jeg til Poul, at jeg vil være med de næste 100 år,« supplerede hans 74-årige cykelmakker med et stort smil.
 
»Det er jo så hyggeligt.«

Og sådan blev klokken blev fem før de sidste motionister nåede i mål.

For at se din tid klik her.