23. februar 2008, 14:58 – opdateret 23. februar 2008, 21:13

»Det kan simpelthen ikke nytte, at vi bare bliver ved med at forlange strengere straffe. Vi må forlange meget strengere straffe!«

Sådan blev Venstres Søren Pind satirisk citeret i Politikens skægge ATS-bagside, fordi spaltens normale skribent, Hr. Brokkendorf, var draget på vinterferie. Og dér rammer Brokkendorfs afløser den øjeblikkelige retspolitik lige på kornet: Efter endnu en periode med ballade med knivoverfald og brand i gaderne så er retspolitikkernes svar: Straf i en eller anden form.

Det nye er, at den form for svar i retspolitikken nu bliver mødt med trætte miner blandt flere borgerlige.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at de hardcore borgerlige i Berlingske Tidendes satirespalte Groft Sagt også løfter øjenbrynene over for justitsministeren:

»Lene Espersen vedligeholder sin betydelige folkelige popularitet på at sige ’højere straf’, hver gang hun åbner munden. Synspunktet er gratis,« skrev således Claes Kastholm Hansen i denne uge.

Retspolitikken er ude i et historisk højresving og har været det, siden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten i 2001: Straffen for simpel vold blev fordoblet til tre år. Grov vold kom til at koste seks år mod de hidtidige fire. Og særligt grov vold blev takseret til ti år i skyggen i stedet for otte. Det er ikke særligt, at de borgerlige taler mest om straf, men det er det derimod, at koblet af hårde hunde nu strækker sig fra Socialdemokraterne ud til Dansk Folkeparti. Ja, de er sågar i stand til at overhale justitsministeren, som det er sket på spørgsmålet om, hvad vi gør ved sexforbrydere: Medicinsk kastration. Sexforbrydere skal tvinges til at tage en pille, så sexlysten forsvinder. Og i forbindelse med knivoverfald, lykkedes det igen de to partier at overhale justitsministeren: Alle knive må forbydes.

»Nu får du mig ikke til at fremstå for blød,« spurgte således en bekymret retspolitiker i denne uge efter et interview, og snakken gik ironisk på Christiansborgs gange, da solcenter nummer tre eksploderede, at nu kom der nok snart en pressemeddelelse med krav om højere straf for at brænde solcentre ned.

Al snakken om straf er efterhånden blevet så udtalt, at den tidligere ellers så benhårde konservative justitsminister i firserne, Hans Engell, nu advarer:

»Halvdelen af landets befolkning ender i fængsel«, bemærker han og undrer sig over, at det er kommet så vidt, at »meningsmålinger har erstattet Straffelovsrådet«. Og med det mener han, at hvor det tidligere i firserne og halvfjerdserne var juridiske hoveder, der talte for eller imod højere straffe, så er det i dag bare blevet »automatreaktionen«.

»Borgerlig retspolitik er også præventiv indsats. At forhindre at kriminalitet bliver begået,« erindrer Engell om.

Men ifølge Engell gider ingen længere høre på de juridiske eksperter på universiteterne. Det er blevet en sag mellem medierne, politikerne og vælgerne. Og i den trekant er højere straffe altid populært. De lidt længere forklaringer om, at der også er behov for fædregrupper, mentor, lektiehjælp og andre præventive tiltag hitter ikke i samme grad.

Kvinden med rorpinden, Lene Espersen – også kaldet Mutter Skrap på Christiansborg – er godt træt af sit øgenavn. Hans Engell følger bare ikke godt nok med i dansk politik længere, og så slukker journalisterne for kameraerne, når hun taler om det præventive.

»Det er helt og aldeles forkert. Jeg har ikke nogen berøringsangst over for at sætte strafferammen op de steder, hvor jeg mener, at det kan være relevant af hensyn til befolkningens retsfølelse. Men jeg oplever utrolig ofte, at det er som om, kameraerne bliver slukket, og mikrofonerne bliver smidt væk, når jeg så begynder at tale om forebyggelse og alle de andre initiativer, vi tager i kriminalforsorgen og i SSP-samarbejdet, natterav- nene osv. Det er som om, det ikke rigtig interesserer folk at høre mig sige det. Jeg er bare justitsmor. Hende den skrappe, der sætter straffene op,« fortæller hun.

Men, det siger vel et eller andet, at selv en hård negl som Hans Engell råber op?

»Nej, det er ikke udtryk for noget. Det ville være dejligt, hvis Berlingske Tidende fyldte en hel side med alle de gode forebyggende ting, der er taget initiativ til. Men problemet er bare, at mikrofonerne slukkes, og man interesserer sig ikke for den blødere afdeling. Det er ikke så sjovt som straf, straf, straf.«

Hun mener, at det er direkte useriøst at sige, at meningsmålinger spiller en større rolle end Straffelovsrådet. Ifølge hende selv sender få ministre så meget til grundig overvejelse i udvalg som hun. Og rigtigt er det da, at Dansk Folkeparti til tider mener, at hun kunne beslutte sig hurtigere.

Så er spørgsmålet bare, hvordan det har virket siden 2001. Lene Espersen selv peger på, at Danmark er meget bedre end andre lande til at undgå, at tidligere indsatte igen ender i fængsel. Faktisk er tallet helt nede på, at kun 25,9 procent (for 2006, red.) er faldet tilbage i kriminalitet to år efter løsladelse. Det er det laveste tal nogensinde og væsentligt lavere end i en række andre vesteuropæiske lande. Ergo er der en præventiv indsats i Danmark, som synes at hjælpe tidligere kriminelle bedre på vej.

Men billedet er mudret. Kigger man omvendt på antallet af voldsanmeldelser, så er de steget, selv om strafferammen er røget op. Da Lene Espersen tiltrådte i 2001, var antallet af voldsanmeldelser 10.080. År for år er det tal steget. 11.628 personer anmeldte et voldeligt overfald i 2006.

En af de konservative, som sidder med hænderne dybt nede i problemet er Jørgen Bang. Udover at være konservativ byrådmedlem i Horsens, er han også fængselsinspektør i Horsens Statsfængsel. Han erkender, at Lene Espersen har ydet en præventiv indsats, men omvendt ønsker han sig mere af den skuffe. Hun og de øvrige retspolitikere kan ikke straffe sig ud af problemerne:

»Jeg kan godt se, at der er et behov for, at den enkelte borger kan se, at man bliver straffet for at begå kriminalitet. På den anden side nytter det heller ikke, at man tror, at man kan straffe sig ud af det, for det kan man ikke. Man er nødt til at sætte ind med behandlingsprogrammer. Det gør vi også, men der kan gøres endnu mere,« lyder hans hilsen til Lene Espersen.

I dele af Venstre har tvivlen meldt sig. De bakker op om de foreløbige stramninger, men fra både medlem af retsudvalget Karsten Nonbo og Eyvind Vesselbo lyder det, at loftet er nået. Skeen må over i den anden hånd.

»Det kan ikke nytte noget, at vi bliver ved med at råbe højere straf, højere straf, hver gang der sker noget. Det har vi gjort længe nok. Men voldskriminaliteten er jo ikke faldet, og når højere straf altså ikke nedbringer volden i samfundet, så er vi nødt til at ændre fokus og gøre andre ting for at mindske volden og dermed også skabe en større reel tryghed i befolkningen,« siger Eyvind Vesselbo.

Opgøret har dog været hårdest hos Socialdemokraterne. Gamle retssikkerhedskæmpere som Eva Smith, professor, dr.jur., og tidligere justitsminister Ole Espersen har på det seneste fået nok. Socialdemokraterne er »hoppet på den borgerlige regerings vogn, hvor det evige svar på kriminalitetsproblemer er: højere straffe,« har det lydt fra Eva Smith, og Ole Espersen er ikke mere imødekommede: »DF og S kæmper nærmest om at komme først for højere straffe. Det fører ingen vegne. Kun til mere kriminalitet. Al erfaring viser det.«

Der er dog flere skud i den retspolitiske bøsse. En af fremtidens politikere, Venstres unge nyvalgte folketingsmedlem og tidligere VU-formand Karsten Lauritzen, mener nemlig, at regeringen har hævet strafferammerne alt for lidt.

»Jeg synes faktisk, at man skal straffe både vold og voldtægtsforbrydere betydeligt hårdere end i dag. Man kan overveje, at når voldtægtsforbrydere bliver dømt for tredje gang, så skal de bures inde i rigtig lang tid og måske for livstid. Det, der har spillet fallit, er måske, at regeringens politik ikke har været hård nok.«

Og hvordan endte ugen for retspolitikerne på Christiansborg: Fredag behandlede først de et lovforslag om fænomenet tvangsægteskaber. Svaret på det samfundsproblem blev, at de nu vil fordoble straffen til fire år, for som Venstres retsordfører, Kim Andersen, siger:

»Vi skal ikke lukke øjnene og blive bløde i knæene.«