20. november 2007, 03:00

Det var med vemod og blanke øjne at jeg for nylig måtte køre den sidste tur i min trofaste gamle Peugeot 306. Jeg strøg den ømt over instrumentbrættet og trøstede mig med, at den nu skulle et bedre sted hen. Til vaskehallerne i det høje hvor nøgne gudinder gnubber den ind i sæbe og motorolien flyder frit mellem de evige skrotbunker. Jeg husker duften, fra da jeg første gang satte mig ind i den. Ikke af ny bil, men af en brugtvognsforhandlers effektive og salgsfremmende rengøring.

Dengang sang den på starten af sidste vers og led sandsynligvis allerede af den ubetalelige rust i bunden, der nu havde tvunget mig til at skifte til en ny, økonomisk og miljørigtig familiebil.

Jeg skruede helt op for anlægget, så bassen tordnede ud gennem de nedrullede vinduer og lod den strække ud på de lige strækninger. Den havde levet et godt liv på de danske motor- og trafikveje. Vi havde fået vores fart- og parkeringsbøder, og den havde trofast bragt mig gennem myldretidstrafikken dag efter dag. Jeg havde pyntet den med Wunderbaums og en cubansk stråhat på hattehylden. Jeg havde vasket dens alufælge, så den skinnende og stolt som en ældre distingveret herre, der ærværdigt skrider ned ad fortovet, kunne rulle sin sidste tur med stil. Jeg drejede nøglen om en sidste gang og lod anlægget og korset i bakspejlet sidde. Alt andet ville være gravrøveri.

VI MÆND HAR det med at blive lidt rørstrømske og hænge os i minder om vores første kys, vores første store hiphop jam eller som her vores første bil med eget navn på registreringsattesten. Måske fordi ansvarsforsikringen uden kasko for unge mænd alene overstiger bilens reelle værdi. Måske fordi der stadig er knyttet nogle gode gammeldags machoværdier til en mands køretøj. Også selv om konen eller kæresten står som medejer på papirerne.

Det sidste farvel bringer de samme følelser op i os, som når John Wayne trækker sin seksløber og med et trist men bestemt blik skyder sin gamle krikke en kugle for panden, mens solen går ned over Rio Grande. Befrier den for dens lidelser og lader resten være op til Gud. Det er muligvis patetisk, men lad os nu have vores cowboyromantik for os selv. Træmænd kan også fælde en tåre. Selv om det for udenforstående kan virke malplaceret.

SÅ NU SIDDER jeg her i min nye bil. Den har en cylinder mindre, men er faktisk hurtigere i optrækket. Den kører også over dobbelt så langt på literen. For slet ikke at tale om vægtafgiften, der på sådan en miljøvenlig sag kun er et komma i det store regnskab. Jeg kører soltaget tilbage og trykker på speederen. Jo, du kan godt følge med. Vi skal nok få det godt sammen os to. Sådan er livet jo. Det gamle forgår og nyt kommer til. Hver gang med små forbedringer og nye teknologiske fremskridt. Og 306’eren lever videre i de nye alufælge, jeg byttede den for. Så den ruller stadig med mig i ånden. Uncle Tony har lige sendt mig et nyt trækors fra Harissa kirken i Beirut. Jeg hænger det op i bakspejlet og kaster mig igen frygtløst ud i byens trafik.