Danskerne ved for lidt om HIV

I en årrække har Sundhedsstyrelsen undladt at lave HIV- og AIDS-kampagner målrettet mod den brede befolkning. Det får nu får AIDS-Fondet til at rette en skarp kritik af styrelsen.

AIDS-Fondet retter nu en skarp kritik mod Sundhedsstyrelsen for i 10 til 12 år ikke at have fokuseret på at informere den brede befolkning om HIV og AIDS.

Det sker, efter at en undersøgelse foretaget af AIDS-Fondet blandt andet viser, at 63 pct. af danskerne tror, at HIV smitter gennem spyt, at 31 pct. mener, at der er en smitterisiko, hvis man spiser på en restaurant, hvor kokken er HIV-smittet, og at hver fjerde dansker tror, at man kan blive smittet med HIV fra et toiletsæde.

- Vi mener ikke, at der har været kampagner nok, og det synes jeg også, vores undersøgelse tyder på. Der har ikke været kampagner for den danske befolkning siden midten af 90erne, hvilket vil sige, at Sundhedsstyrelsen i 10-12 år har forsømt at fortælle den almene danske befolkning om HIV og AIDS. HIV er en sygdom, der særligt er omgærdet med tabu og fordomme, og dem fjerner vi kun, hvis vi fastholder, siger direktør for AIDS-Fondet, Henriette Laursen.

Befolkningern skal informeres via skolerne
I Sundhedsstyrelsen erkender man, at man i en årrække har undladt at lave oplysningskampagner målrettet den brede befolkning.

- Men der har været mulighed for at opsøge information i den brede befolkning, hvis det er det, man har ønsket, blandt andet via telefonlinjer. Spillereglerne er dem, at den danske befolkning primært skal informeres via skolerne, siger projektleder og afdelingslæge i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, Jan Fouchard.

AIDS-Fondet har valgt at lave undersøgelsen, fordi man i mange år havde modtaget alvorlige historier fra HIV-smittede, der viste, at de ikke havde det særlig godt og ikke turde fortælle om sygdommen.

- Vi kan konkludere, at det er rigtig nok, at folk ved, hvordan det smitter, men de ved ikke så meget om, hvordan HIV ikke smitter, og det fører til unødvendige fordomme. Når vi kradser i overfladen af danskernes viden, så er den i virkeligheden ikke ret avanceret, siger Henriette Laursen.

Sundhedsstyrelsen har i mange år haft fokus på at informere om HIV og AIDS i andre grupper af befolkningen.

- Vi har ikke før nu oplyst om, hvordan HIV ikke smitter, fordi vi ikke har været klar over, at uvidenheden var i den størrelsesorden. Internationale undersøgelser har vist, at Danmark ligger på en førsteplads over lande, der er mest vidende om HIV og AIDS, så det kommer lidt bag på os. Vi har informeret om de reelle smitteveje, og det ved folk, så det må man sige har været en succes, siger Jan Fouchard.

Sundhedsstyrelsen har netop indrykket annoncer i flere af landets største dagblade som led i en ny kampagne, der skal gøre op med de mange fordomme om HIV.

Et klip fra et skjult kamera på toilettet under Storkespringvandet, hvor Sundhedsstyrelsen satte to håndklæder op – på det ene stod der: Brugt af en hiv-smittet.