Danskerne savner nærvær med hinanden

Arbejde, TV, telefon og computer stjæler opmærksomheden i familien, og det går ud over samværet med dem, vi holder af. Hver tredje dansker føler et personligt behov for at være mere til stede i nuet.

Hvornår har du sidst brugt en hel aften på at tale med din ægtefælle uden at have fjernsynet kørende? Spillet et brætspil med familien ved spisebordet? Eller leget med dit lille barn på gulvet uden at have tankerne tusind andre steder?

Hvis du har det ligesom mange andre danskere, så synes du selv, det er alt for længe siden. Mange af os - især i de yngre generationer - savner mere nærvær og opmærksomhed over for hinanden i hverdagen.

Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. 801 repræsentativt udvalgte voksne danskere er blevet interviewet.

Ifølge fremtidsforsker og ekspert i moderne livsstil Liselotte Lyngsø fra firmaet Future Navigator er behovet for mere nærvær, samhørighed og såkaldt »kvalitetstid« en logisk konsekvens af »altid åbent«-samfundet.

»Vi er på 24 timer i døgnet med telefon, mail og internet, for vi har endnu ikke lært at forvalte alle de muligheder, vi har. Vi er hele tiden et projekt foran i tankerne, og så føler vi, at vi taber nærværet over for andre og får dårlig samvittighed. »Mor skal bare lige have overstået den her telefonsamtale med arbejdet, skat, så skal jeg nok være til stede,« siger vi,« forklarer Liselotte Lyngsø.

Ifølge Gallupundersøgelsen opfatter mange af os netop arbejdet, fjernsynet, telefonen og computeren som de største barrierer for nærvær og »kvalitetstid« med familien. Hver fjerde af alle forældre til børn under 16 år siger, at »familien har så travlt i det daglige, at det går ud over det tætte samvær mellem voksne og børn«, og mere end hver tredje oplyser, at de føler et personligt behov for at være mere nærværende og mere til stede i nuet.

Liselotte Lyngsø mener ikke, at det kun er tidspres, der skaber problemer og gør os fraværende.

»Vi har faktisk aldrig haft så meget tid til hinanden som i dag, hvor vi jo også i store træk er sunde og raske og har penge nok. Ønsket om mere nærvær er til dels et overskudsfænomen - vi er blevet meget bevidste om, at vi vil være nærværende. Vi har endnu ikke lært at forvalte vores nye rolle som »tidschef« og har svært ved at tackle de fravalg, der skal til for at få en hverdag til at hænge sammen,« siger hun.

De nærværende når længst
Også på arbejdsmarkedet vil evnen til at være nærværende som menneske blive en eftertragtet kvalitet i fremtiden, hvor virksomhederne skal overleve på kreativitet og innovation. »Det kræver chefer og medarbejdere, som kan koble af, slippe kontrollen og pligtopgaverne og give sig tid til at få de gode ideer,« siger Liselotte Lyngsø.

En af dem, der lever af vores behov for mere nærvær, er Ernest Holm Svendsen, som har skrevet en bog om emnet og desuden coacher bl.a. erhvervsledere i at være til stede i nuet.

Ifølge ham er det tydeligt, at de mest nærværende når længst.

»Både som konsulent og i mit nuværende job har jeg mødtes med mange typer mennesker. Nogle af dem formået at give mig deres fulde opmærksomhed, selv om vi kun havde et ganske kort møde. Det slående er, at jo højere stilling og mere ansvar de har, jo bedre er de faktisk til at koble af og være til stede i nuet,« fortæller han.