Ni ud af 10 danskere ser helst en bred politisk skatteaftale. Også Venstres lokalformænd opfordrer til et forlig over midten.
25. februar 2009, 06:59
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kommer på kollisionskurs med hovedparten af den danske befolkning og et stort flertal af sit eget bagland, hvis han gennemtrumfer en smal politisk aftale om de bebudede skattelettelser på 26 milliarder kroner alene med Dansk Folkeparti.
Det viser en måling, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende samt et rundspørge, som Berlingske Research foretog, efter at regeringen tirsdag løftede sløret for en skattereform, der sænker skatten på arbejde markant, nedsætter marginalskatten, reducerer rentefradraget for de mest forgældede og indfører en række nye afgifter på usund og forurenende levevis.
Ni ud af 10 danskere ønsker en bred aftale, ligesom tre ud af fire af Venstres lokalformænd.
Regeringen lagde tirsdag op til, at den i løbet af få dage vil blive enig med Dansk Folkeparti om de næste mange års skattepolitik. Det skete, da statsministeren stillede tre ultimative krav til de partier, der vil være med i en skattereform. De skal entydigt acceptere skattestoppet, acceptere underfinansieringen af reformen samt være klar til at indgå en aftale i løbet af ganske få dage.
/ritzau/




































