I en Gallupmåling af ti danske kulturpersonligheder og debattørers kommunikationsevner taber DR-generaldirektør Kenneth Plummer stort. Hans karisma er stort set ikke eksisterende, mener danskerne.
26. september 2007, 09:42
Fyringer på stribe, nedlæggelse af programmer og en bundløs gæld er ikke ligefrem noget, man bliver belønnet for.
Det må Danmarks Radios generaldirektør, Kenneth Plummer, sande, for han kommer ud på en absolut sidsteplads i en Gallupmåling af ti danske kulturpersonligheder og debattørers kommunikationsevner.
De ti kendte danskere er blevet målt på to afgørende parametre, nemlig graden af karisma og troværdighed. Kenneth Plummer er absolut bundskraber i feltet, hvad angår karisma, og kun den højt cigarførende Zentropaboss Peter Aalbæk Jensen og chefredaktøren for det kulørte ugeblad Se og Hør, Henrik Qvortrup, får en lavere troværdighedsscore end DRs øverste chef.
Men Kenneth Plummer tager danskernes dom med relativ ro.
»Jeg tror ikke, det er kommunikationen, jeg har et problem med. Jeg tror, at det er sagen. Og det agter jeg at rette op på i det kommende år. Nu skal vi til at være visionære og se fremad igen i DR, være mere i offensiven kommunikationsmæssigt, og det tror jeg vil gavne os omdømmemæssigt, « siger han.
Peter Aalbæk Jensen er ganske stolt over, at han ligger højest på karismadelen, selv om han synes, at Klaus Rifbjerg er »100 gange mere karismatisk« end han selv. Og at danskerne bestemt ikke opfatter ham som troværdig, har han slet ingen problemer med:
»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg lyver i en god sags tjeneste for at promovere vores lusede firma og dets elendige produkter.«
Henrik Qvortrup har trods sin sidegesjæft som samfundsdebattør ingen problemer med, at han skraber bunden på troværdighedssiden:
»Jeg er ikke blind for, at jeg står i spidsen for et blad, der aldrig scorer højt i troværdighedsundersøgelser, og mon ikke også det smitter af på mediets chef? Jeg ville blive lidt urolig, hvis jeg scorede højt i troværdighedsundersøgelser på line med præster, der i århundreder har argumenteret for, at jomfrufødsler er noget, der findes.«
Videnskabsforfatteren Tor Nørretranders bliver vurderet som den mest troværdige i feltet, men kun en fingernegl foran Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen.
































