Danskere skal screenes for depression

Syndhedsstyrelsen foreslår, at de praktiserende læger systematisk tjekker store patientgrupper for depression.

En million danskere skal tjekkes for, om de lider af en depression. Sundhedsstyrelsen lægger op til, at de praktiserende læger skal gøre langt mere for at opspore ubehandlet depression hos deres patienter. Det skriver DagensMedicin.dk.

Et nyt referenceprogram, som sætter standarden for behandling og organisering af indsatsen herhjemme, anbefaler at de praktiserende læger tjekker en lang række store patientgrupper for depression.

Formanden for Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, professor Poul Videbech siger til Dagens Medicin, at de praktiserende læger også skal behandle sygdommen langt mere aggressivt.

- Det er en udbredt misforståelse, at depression er umulig at have med at gøre. Vi kan som læger gøre utroligt meget for patienterne. Og vores budskab med referenceprogrammet er, at man ikke skal give op, selv om man ikke får succes med behandlingen i første omgang, siger Poul Videbech.

Sundhedsstyrelsen foreslår, at de praktiserende læger systematisk tjekker deres patienter for depression. Det skal ske for patienter med hjertesygdomme, apopleksi, kroniske smerter, diabetes, kronisk obstruktiv lungesygdom (kol), kræft, demens og epilepsi. Dertil kommer gravide og indvandrere samt patienter med depression i familien.

Patienterne skal udfylde et spørgeskema hos deres praktiserende læge, der kan indikere, om de lider af depression. Og hvis skemaet afslører tegn på depression, kan lægen iværksætte behandling, siger Poul Videbech.

Han mener dog ikke, at der er tale om en uoverkommelig opgave for de praktiserende læger, selvom forslaget betyder at omkring en million danskere skal udfylde skemaet.

- Pointen er, at det er mennesker, der kommer hos lægen alligevel, så det er ikke noget problem at give dem et skema, mens de venter i venteværelset. Og det er mennesker, der løber lægen på døren, hvis de ikke behandles ordentligt. Undersøgelser har vist, at deprimerede går tre gange så hyppigt til lægen. Så lægen slipper ikke for at se dem ved at lukke øjnene, siger Poul Videbech siger til Dagens Medicin.