Godt hver anden dansker mener, at franske Marie Cavallier bør bestå en indfødsretstest for at blive dansk statsborger.
14. maj 2008, 19:41
Franske Marie Cavallier bør som andre indvandrere kunne dokumentere et alment kendskab til danske samfundsforhold, kultur og historie, før hun ved lov får byttet sit nuværende statsborgerskab ud med et dansk.
Sådan lyder meldingen fra godt halvdelen af hendes kommende landsmænd i en undersøgelse Capacent Epinion har foretaget for Urban.
Af tallene fremgår det, at 22 procent af de 1.695 adspurgte vil nikke samstemmende, når Folketinget torsdag beslutter, at prins Joachims forlovede bliver dansk på sin bryllupsdag, mens hele 48 procent mener, at den kommende prinsesse – som andre indvandrere – bør bestå en indfødsretsprøve inden hun kan kaldes for ’en af vor egne’.
Hos Indvandrerrådgivningen, som er samlende organisation for landets etniske minoriteter, kalder formand Leif Randeris Folketingets særbehandling af Marie Cavallier og kongefamilien for ’grotesk og urimelig’.
»Det er ganske enkelt en fornærmelse mod alle de indvandrere, som herhjemme skal kæmpe med næb og kløer for at få et statsborgerskab. Jeg har dagligt samtaler med frustrerede mænd og kvinder som ikke aner, hvordan de skal lære sprog, samfundsforhold og historie at kende samtidig med, at de forsørger deres familie,« siger han.¨
Hos Enhedslisten, som torsdag undlader at stemme, understreger Johanne Schmidt-Nielsen, at særregler for kongelige og kommende prinsesser ikke hører hjemme i et demokrati. Men som hun siger:
»Vi vil ikke stå i vejen for grænseoverskridende kærlighed og glæder os over, at prins Joachim for anden gang har fundet en sød kvinde i udlandet. Selvfølgelig skal han have lov til at leve sammen med den, han elsker. Det burde alle have ret til.«
































