Danske F16-piloter vil til Afghanistan

Frustrationen over manglen på missioner breder sig i Fighter Wing Skrydstrup. Ledelsen og personellet frygter, at politikere og befolkning ikke kender kampflyenes formåen. De kan mere end at støje og smide bomber.

"Brug os. Vi kan betydeligt mere, end I tror."

Sådan lyder budskabet fra Flyvevåbnets F16-eskadrille, Fighter Wing Skrydstrup. Efter flere års store vanskeligheder med flugt af flyteknikere og fald i piloternes træningstilstand er eskadrillen tilbage på vingerne og klar til at vise, at de er alle pengene værd.

»Vi vil sikre os, at politikerne ved, hvad vi kan. F16-flyene er andet end støj og store bomber,« siger chefen for F16-eskadrillen, oberst Niels Sværdborg.

Han og den øvrige ledergruppe på kampflyenes base i Sønderjylland mener, at både politikere og befolkning har et forkert billede af kampfly som et våben, der er meget dyre at udsende og som hovedsagelig slår civile ihjel og ødelægger deres huse. »En flytime koster da mere end 50.000 kroner. Men det koster altså ikke mere at flyve i Afghanistan, end det koster at flyve i Danmark«, siger Niels Sværdborg.

Forkert beregning

En hovedårsag til fejlopfattelsen af F16 som meget dyre at udsende, er Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens måde at beregne udgiften til at udsende danske F16-fly til internationale opgaver. I ministeriets regnebog tæller kampflyenes personel fire gange så meget som almindelige soldater. »Det er et fuptal, men det forklarer selvfølgelig, hvorfor folk tror, at det er meget dyrt at sende os ud,« lyder det fra ledergruppen.

Sender skarpe TV-billeder
En af de kapaciteter, som F16-flyene kan tilbyde soldater på jorden, er skarpe TV-billeder af det område, som soldaterne kæmper i. Med infrarøde kameraer kan flyene fra flere kilometers højde og stor afstand filme fjendtlige styrker, som er så detaljerede, at man omtrent kan se, hvilken riffeltype den enkelte soldat bærer. Videobillederne kan sendes direkte til soldaterne på jorden og altså uden at de fjendtlige styrker aner, at de optræder i live-TV.

Danske fly vil som andre NATO-fly i Afghanistan blive brugt til at støtte soldater fra alle 40 nationer, der bidrager med soldater i den NATO-ledede operation. Men ligesom hollandske F16-fly, der har opereret i Afghanistan i årevis, kastes alle andre opgaver til side, hvis hollandske hærstyrker råber om flystøtte, vil de danske fly også prioritere deres landsmænd på jorden, »hvis de får bagdelen på slibestenen«, som F16-cheferne udtrykker det.

Chefen for Forsvarskommandoens koordinationsstab, generalmajor Per P. Olsen, medgiver, at beregningsmetoden, hvor kampfly tæller fire gange så meget som hærsoldater, bygger på et skøn. Han medgiver også, at erfaringerne har vist, at der ikke i praksis er stor forskel på, hvad 100 soldater fra hæren og 100 soldater til støtte for F16-fly koster. Fra Afghanistan ved man nu, at det også er meget dyrt at udsende soldater på jorden.

Men han afviser, at det er en fejlagtig opfattelse blandt politikerne af prisen for at sende kampfly ud, som har været afgørende. »Men der har ikke været politisk vilje til at sende fly ud, når Danmark i forvejen er et af de lande, der forholdsmæssigt yder mest i Afghanistan«, siger han.