Bedre rentesatser og færre gebyrer er en del af offensiven hos Danske Bank, der skærper krigen om de danske bankkunder.
15. maj 2007, 11:30 – opdateret 15. maj 2007, 11:36
Danske Bank vil give kunderne en gebyrfri hverdag. Det er i hvert fald overskriften på storbankens nye satsning, der for alvor skal gøre en ende på Danske Banks image som en dyr bank.
Det er dog kun kunder med netbank, som er kreditværdige og bruger e-boks, som får glæde af fordelene, som blandt andet tæller gratis netbank, kreditkort med rejseforsikring, dankort, kassekredit og opsparingskonto med fire procent i rente, gratis mulighed for at overføre penge til andre banker og veksle valuta. Ifølge Danske Banks egne beregninger vil en almindelig kunde kunne spare omkring 1000 - 1500 kroner om året. Banken mener ikke, at kunderne skal føle sig snydt, fordi gebyrerne først forsvinder nu.
- Vi har ikke gjort det før, fordi vi først nu har fået en gevinst fra at have lagt BG Bank og Danske Bank sammen. De penge har vi lovet skulle gå til kunderne, siger Henrik Normann, direktør for storbankens danske afdeling.
Sammenlægningen skabte en gevinst på 300 millioner kroner for Danske Bank. Den nye satsning kommer ifølge Henrik Normann til at koste banken "mere end 100 millioner".
/ritzau/
































