Afsløringen af, at en ung mors jagt på internettet efter faderen til sin søn i virkeligheden er et reklamestunt, vækker vrede og harme.
14. september 2009, 10:00 – opdateret 14. september 2009, 10:20
Videoen med en dansk kvinde, der søger faderen til sin søn, greb manges hjerter. Men den er i virkeligheden en reklame for turistorganisationen VisitDenmark.
Hos Dansk Kvindesamfund kalder forkvinde Karen Hallberg reklamen for "forkastelig".
- Danmark skal ikke sælges på, at kvinder er nemt tilgængelige. Jeg vil afgjort opfordre VisitDenmark til at finde på en anden form for reklame, siger Karen Hallberg.
Den falske mors hjemmeside svømmer nu over med vrede kommentarer fra mennesker, der føler sig snydt. Og vrede danskere kimer den statsstøttede turistorganisation VisitDenmark, der står bag reklamen, ned med harmdirrende kommentarer.
- Du har åbenlyst ingen idé om, hvad det vil sige at have børn. Fatter ikke at en person kan synke SÅ dybt og udnytte et barn og resten af verden på den måde i håb om, at folk faktisk vil BESØGE Danmark, skriver en af de vrede danskere på hjemmesiden.
Se "Karens" falske hjemmeside
Havde regnet med måneders anonymitet
Videoen med den unge mor, der søger faderen til sin lille søn August, blev lagt på internethjemmesiden YouTube torsdag, og siden har den været vist over 965.000 gange. Oprindeligt havde folkene bag reklamen, reklamebureauet Grey, regnet med, at videoen kunne cirkulere på YouTube i månedsvis, før det kom frem, at der var tale om et reklamestunt. Men efter blot få dage på nettet blev videoen afsløret som et reklamestunt.
Hverken på videoen eller den tilhørende hjemmeside fremgår det, at der er tale om en reklame, eller at kvinden i virkeligheden er en skuespiller.
Tværtimod opfattede langt de fleste tilsyneladende videoen som sand, og den rykkede hurtigt fra YouTube til at være en historie for de mere etablerede mediers hjemmesider.
- Du inspirerer mig til at være en bedre far for mit barn, skrev en mand blandt andet til den falske mor Karen efter at have set hendes video.
Deltag i debatten på Berlingske.dk
Hos turistorganisationen VisitDenmark, der støttes med skattekroner, forsvarer man reklamekampagnen. Ifølge direktør Dorte Kiilerich skal den vise en kvinde, som med selvstændighed og værdighed kan træffe frie valg og leve det liv, hun ønsker.
- Vi markedsfører Danmark som et fristed med plads, og det er vi meget glade for, at så mange rundt omkring i verden har valgt at se. Vi ved, at på YouTube er der nogle gange sande og nogle gange falske historier, og det er netop det budskab, vi spiller på, når vi fortæller den gode, søde og ganske harmløse historie, siger Dorte Kiilerich til TV2 Nyhederne.
/ritzau/
Se videoen alle taler om




































