Det er meget sandsynligt, at den frygtede svineinfluenza rykker ind over Danmarks grænser.
27. april 2009, 21:40 – opdateret 27. april 2009, 22:57
»Før eller siden må vi forvente at se svineinfluenza i Danmark.«
Sådan lyder meldingen fra Else Smith der er overlæge og næstformand i Pandemigruppen, efter et hasteindkaldt ekspertmøde i Sundhedsstyrelsen i går. Hun understreger, at det er en vurdering, der var enighed om blandt de danske sundhedseksperter.
Pandemigruppen, der består af lægefaglige eksperter og nøglepersoner fra bl.a. hospitaler, regioner, brandvæsen og Beredskabsstyrelsen, har det øverste ansvar for det danske sundhedsberedskab i tilfælde af en verdensomspændende epidemi — en såkaldt pandemi.
Under det ekstraordinære møde blev gruppen på baggrund af den hastige spredning af sygdommen fra Mexico til USA, Canada, Spanien og nu også Storbritannien enige om at intensivere den danske overvågning af mulige smittede.
»Det indebærer, at der vil blive taget så mange prøver som muligt på folk, som kan have pådraget sig en infektion med svineinfluenza. Så man må forvente, at væsentligt flere bliver testet herhjemme for sygdommen i de kommende dage og uger,« siger Else Smith og tilføjer, at Danmark står godt rustet til udfordringen.
Opsporingsarbejde
Hun forklarer også, at danske embedslæger nu får til opgave at foretage såkaldt kontaktopsporing. Det vil sige, at de skal finde frem til samtlige de personer, som særligt smittemistænkte måtte have været i kontakt med siden hjemrejse fra et risikoområde. Derefter skal disse personer sættes i forebyggende behandling med det antivirale middel Tamiflu.
Indtil videre er ingen danskere dog testet positive for svineinfluenzaen, men i aftes havde otte personer været til undersøgelse på danske hospitaler under mistanke om infektion.
I aftes gik der kvalificerede rygter om, at verdenssundhedsorganisationen WHO vil hæve alarmberedskabet over for sygdommen fra den nuværende fase tre til fase fire eller måske ligefrem fem, hvilket indebærer en vurdering af, at sygdommen spredes let fra person til person. Det vil dog ikke umiddelbart få den helt store betydning for det danske pandemiberedskab, forklarer Else Smith, men det vil understrege den globale alvor i situationen.
Bliver niveauet hævet til øverste fase seks, er situationen en ganske anden, for så må verden imødese en fuldblodspandemi, hvilket bl.a. må formodes at få vidtrækkende konsekvenser for international rejseaktivitet, grænsekontrol, handel og lignende.
149 døde
De mexicanske sundhedsmyndigheder havde i aftes optalt hele 149 mulige dødsfald som følge af svineinfluenza, især i og omkring megabyen Mexico By. I aftes blev den mexicanske hovedstad oven i al sygdomsfrygten tilmed ramt af et ganske kraftigt jordskælv på 6,0 richter, som fik bygninger i hovedstaden til at svaje.
Mexico er foreløbig den eneste nation, der kan melde om såvel bekræftede som ubekræftede dødsfald som følge af den nye infektionssygdom. I nabolandet USA blev antallet af bekræftede smittede imidlertid fordoblet i løbet af i går; fra 20 til 40. I Canada har man seks bekræftede smittede, i Storbritannien kunne man i aftes bekræfte to, og Spanien har et bekræftet tilfælde. Dertil kommer mistanke om smittede i lande som New Zealand, Israel, Guatemala, Peru og Norge.
EU vakte vrede
EUs sundhedskommissær, Androulla Vassiliou, vakte i går en vis vrede i Nordamerika, da hun udtalte, at »personligt vil jeg forsøge at undgå unødvendige rejser til de berørte områder.«
I Danmark har Udenrigsministeriet dog ikke umiddelbare planer om at ændre på rejsevejledningen til bl.a. Mexico. Her anbefaler man — på baggrund af Sundhedsstyrelsens aktuelle sundhedsfaglige vurdering — at man som rejsende i de berørte lande nøje bør følge de lokale myndigheders råd og anbefalinger.




































