Behandlingen af afviste asylansøgere i Danmark er så barsk, at årelang ventetid kan føre til krænkelser af konventionerne. Men der er ingen klare beviser for overtrædelser, konkluderer Institut for Menneskerettigheder i en ny rapport, der kommer i dag.
21. juni 2009, 19:57 – opdateret 22. juni 2009, 06:21
Forholdene for afviste asylansøgere i de danske lejre er så restriktive, at det i nogle tilfælde kan føre til overtrædelse af de internationale konventioner om menneskerettigheder.
Det gælder ikke mindst adgangen til privatliv og retten til at bevæge sig frit.
Det fremgår af en stor udredning om emnet, som Institut for Menneskerettigheder offentliggør i dag. Offentliggørelsen sker samtidig med, at en større gruppe afviste irakere er flyttet ind i Borsons Kirke i København i protest mod en udleveringsaftale.
Rapporten peger ikke på konkrete tilfælde af krænkelser, men frikender alligevel ikke regeringen. I stedet opfordres til yderligere undersøgelser, og der anbefales en række tiltag, der kan lette vilkårene for de mennesker, der er afvist, men som alligevel ikke kan sendes hjem.
»Begrænsningerne griber ind i en række menneskerettigheder, herunder retten til privatliv og familieliv, retten til personlig frihed og bevægelsesfrihed, som retten til arbejde, uddannelse, tilstrækkelig levestandard og retten til sundhed,« hedder det i konklusionen.
Det er den ophobede effekt af begrænsningerne over lang tid, der i konkrete tilfælde kan medføre krænkelser af menneskerettighederne, fremgår det.
»Reglerne er vage og upræcise, og det er svært at sige præcist hvor grænsen går,« siger instituttets direktør, Jonas Christoffersen til Berlingske Tidende.
»Vi kan ikke svare på, om Danmark overholder alle internationale forpligtelser. Men vi kan heller ikke sige, at alting er i den skønneste orden, fordi vi ikke har undersøgt konkrete sager til bunds,« siger han.
»Det handler om at vente og vente, stresse og stresse. Tælle dagene, vente på politiet,« siger en af de 60 interviewede i rapporten.
Ventetiden i lejrene er steget fra ti måneder i 2001 til 43 måneder, eller tre et halvt år, i 2007.
Instituttet stiller spørgsmålet, om de stramme regler er ude af proportioner med de mål, der ønskes opnået. De begrænsende faktorer for livsudfoldelse er bl.a. den begrænsede plads og bevægelsesfrihed samt manglende privatliv og kærlighedsliv.
»Enhver kan forstå, at det er vanskeligt at have et sexliv, når man bor fire voksne mænd sammen på et værelse. Men det er et spørgsmål om, hvad man politisk set synes, man vil byde dem,« siger Jonas Christoffersen.
En særskilt pointe i rapporten er, at de stramme regler ikke virker. Reglerne er indført for at gøre opholdet så lidt attraktivt som muligt for at tilskynde de afviste asylansøgere til at rejse hjem frivilligt. Imidlertid gælder reglerne også selv om de ikke kan hjemsendes. Og det er kun et fåtal, der på trods af vilkårene vælger at rejse.
I rapporten citeres Rigspolitiet således for, at den såkaldte meldepligt ikke virker. Pligten påbyder asylansøgerne at stille i asylcentret to gange om ugen for at få at vide, at de skal rejse hjem.
»Anvendelsen af meldepligt er reelt uden effekt i forhold til afviste asylansøgere, der ikke kan udsendes tvangsmæssigt,« konstaterer Rigspolitiet i sin egen rapport fra 2007.
Rapporten om de afviste asylansøgere er udarbejdet, inden Danmark og Irak i sidste måned indgik en udleveringsaftale, og omkring 60 afviste irakere flyttede ind i Brorsons Kirke på Nørrebro i protest.

































