Danmark i top med narkodødsfald

Danmark har det tredjehøjeste antal narkorelaterede dødsfald i Europa, viser EU-opgørelse. »Meget trist,« siger minister.

Danske narkomaner dør i stort tal af deres misbrug. Med ca. 250 narkotikarelaterede dødsfald om året har Danmark den højeste dødelighed i Europa, kun overgået af Luxembourg og Estland.

Det fremgår af en opgørelse fra EUs overvågningscenter for narkotika og narkotikamisbrug (EMCDDA). Antallet af narkodødsfald har ligget på stort set det samme høje niveau i en årrække, og Danmark toppede således også listen tilbage i slutningen af 1990erne.

»Dødstallet er alt for højt. Det skal vi have reduceret,« siger leder af Center for Rusmiddelforskning, Mads Uffe Pedersen.

Det får nu formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, til at rette en uhørt hård kritik af det danske samfunds behandling af stofmisbrugere.

»Det er forstemmende, at vi ikke evner at få bragt dødstallet ned, når man nu kan finde ud af det i så mange andre lande. Men det afspejler desværre hele holdningen til stofmisbrugere blandt politikere, i behandlingsystemet og i den danske befolkning,« siger Preben Brandt.

Ifølge den europæiske opgørelse har Danmark over 50 narkorelaterede dødsfald pr. én mio. indbyggere, mens f.eks. Sverige kun har godt 20, og Holland er nede på ti. Der er ellers gennem de seneste ti år sket en massiv udbygning af behandlingspladser. Til gengæld er Danmark veget uden om tiltag som f.eks. fixerum, der ifølge eksperter kunne være med til at nedbringe antallet af dødsfald.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ønsker ikke at forholde sig til Danmarks placering på EU-listen. Han understreger dog, at »ét narkotikarelateret dødsfald er ét for meget, og det er meget trist, at vi har omkring 250 narkorelaterede dødsfald hvert år«.

»Dem ville jeg hellere end gerne, at vi kunne undgå, og det er der også arbejdet hårdt på de seneste år,« siger Jakob Axel Nielsen.

  • Grafik: Narkomaner dør i stort tal
  •