Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark hæver alarmniveauet

Det danske alarmberedskab over for svineinfluenzaen er nu hævet fra fase tre til fire.

Danmark – og verden – er nu bare to skridt fra en egentlig verdensomspændende epidemi, en pandemi.

Sundhedsstyrelsen oplyser således over for berlingske.dk, at de danske myndigheder har valgt at følge verdenssundhedsorganisation WHOs beslutning om at optrappe beredskabsniveuaet omkring svineinfluenzaen fra niveau tre til fire.

Niveau seks indebærer, at kloden er ramt af en egentlig pandemi med alt, hvad det betyder af isolation af smittede, tusindvis i antiviral behandling, lukning af skoler, oprettelse af karantænestationer, stærkt begrænset international rejseaktivitet og lignende.

En optrapning til niveau fire er ifølge WHO ”et betydeligt skridt” i retning mod en egentlig pandemi. Men organisationen understreger samtidig, at optrapningen på ingen måde indebærer, at en pandemi er uundgåelig.

Herhjemme vil opgraderingen ifølge næstformand i Pandemigruppen, overlæge Else Smith. ikke umiddelbart få den helt store betydning.

Men skridtet indebærer bl.a., at sundhedspersonale og ambulancefolk, der måtte komme i direkte kontakt med et muligt svineinfluenzatilfælde, skal iføre sig særligt standardiserede ansigtsværn, handsker og øjenbeskyttelse.

Endvidere skal mulige nye influenzapatienter iføres kirurgisk maske, så længe de ikke er isoleret.

Ifølge den danske beredkabsplan for en pandemisk influenza er fase fire karakteriseret ved, at der forekommer smitte fra menneske til menneske med en ny virus subtype.

Men smittespredningen må stadig karakteriseres som stærkt lokaliseret, hvilket tyder på, at virus ikke er veltilpasset til mennesker.