Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmark er højt prioriteret terrormål

De seneste terrorplaner mod det danske fodboldlandshold sætter ifølge terrorekspert fornyet fokus på Danmark.

Det danske fodboldlandshold bør gå trygge på grønsværen, når sommerens VM-slutrunde fløjtes i gang i Sydafrika.

Det er vurderingen fra Magnus Ranstorp, der er internationalt anerkendt terrorforsker fra det svenske forsvarsakademi, efter anholdelsen af en saudiarabisk mand, der havde planer om at angribe det danske og det
hollandske fodboldlandshold
.

- Når det stadigvæk var på idéstadiet, og ikke operationaliseret, så bør det danske landshold ikke bekymre sig. Men det sætter fornyet fokus på, at Danmark stadigvæk virker som et prioriteret mål, forklarer han over mobilen fra Hong Kong.

Oplagt mål

Han siger, at Danmark på grund af Muhammed-tegningerne er et symbolsk mål, som er let at forstå for mange muslimer. Hvilket også gør sig gældende for Holland, og derfor er det oplagt at ramme netop kampen mellem Holland og Danmark.

- Danmark er udsat og VM er helt sikkert en prioritet, fordi det er en multinational begivenhed, men netop derfor har de forskellige landes myndigheder også en ekstrem fokus på sikkerheden.

Al-Qaeda light

Eksperten hæfter sig ved den formodede kontakt mellem den anholdte saudi araber og al-Qaedas næstkommanderende, al-Zawahiri. Ifølge Magnus Ranstorp kan man inddele de saudi arabiske terrorister i forskellige kategorier, og den gruppe, der tager til Irak for at kæmpe hører typisk til den laveste kategori.

- De er blevet manipuleret med, og man kan med rette kalde dem 'al-Qaeda light'. Hvorfor havde han kontakt til en af verdens mest jagede mænd? Var det en seriøs kontakt?

Samtidig forklarer han, at man altid må holde det for øje, om anholdelsen er foretaget for at vise den vestlige verden, at man har styr på sagerne.

- Det kan være for syns skyld. Det er set før, også i Saudi Arabien. Men det er ikke til at vide på nuværende tidspunkt. Man må fokusere på fakta og skelne det fra, hvad der er opblæst.